
MORSØ: For andet år i træk var Morsø sidste år den kommune, hvor sygefraværet faldt mest.
21,8 procent faldt fraværet, viser den årlige opgørelse fra KRL, Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Året før i 2023 var faldet 23,7 procent, hvilket også var landets markant største.
De flotte resultater kom dog på en kedelig baggrund. I 2022 havde Morsø nemlig landets største sygefravær.
Så hvordan er det lykkedes at komme fra den kedelige førsteplads til, at Morsø efter to år nu har landets ottendelaveste antal sygedage pr. medarbejder?
Ekstra bevilling fra Star
Ifølge kommunaldirektør Rikke Würtz var de to første tiltag, at kommunen søgte og fik en bevilling hos Star (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) til at ansætte en medarbejder et år til at arbejde med fraværet, og at man ledelsesmæssigt og politisk satte et fælles mål om, at sygefraværet skulle ned.
- Vi blev ved med at holde det i lyskeglen, at vi ville have forbedret sygefraværet. Vi gjorde det til et fælles problem for kommunen. Ikke for den enkelte person, afdeling eller team, men en kommuneudfordring, fortæller hun til DK Nyt.
De ekstra ressourcer til at arbejde med sygefraværet blev omsat i et meget grundigt arbejde med at formulere en bedre sygefraværspolitik.
- Jeg har lige bladret i det igen, og hvor er det altså et godt stykke arbejde. Der er gode råd og konkrete retningslinjer: Hvordan skal jeg tage den her samtale, hvordan gør jeg i den her situation? Der står bare så mange guldkorn, siger Rikke Würtz.
Åbenhed og værktøjer
Politikken er rettet mod lederne, men er åbent, så alle, også medarbejderne og MED-systemet, ved, fx hvilke samtaler der tages hvornår.
- Så har vi også fået forskellige værktøjer - optrapningsplaner, omsorgssamtaler, sygesamtaler og fastholdelsesplaner - som kan bruges aktivt til sætte gang i tilbagevenden, fortæller kommunaldirektøren.
Desuden bruger kommunen data til fx at tydeliggøre, hvordan sygefraværet er placeret, og man arbejder med automatiske adviseringer til lederne ved bestemte milepæle for fravær.
Endelig forsøger kommunen at forebygge sygefravær ved at tilbyde influenzavaccination til alle, og direktionen følger fraværet løbende.
Udfordring for fællesskabet
Fokus er at beholde folk på arbejdspladsen, understreger Rikke Würtz.
- Vi er jo glade for vores medarbejdere, så vi ser altid på, hvad der er af muligheder for at vende tilbage. Men de kæmpestore hjerter, vi har for hinanden, skal forenes med, hvilke forventninger man kan have til hinanden på en professionel arbejdsplads, siger hun.
- Vi har vendt fokus fra, at sygefravær er den enkeltes udfordring, til, at det er fællesskabets udfordring. Ikke sådan, at vi sidder i rundkreds, men en forståelse af, at hvis jeg har meget sygefravær, så er der opgaver, som ender hos nogle kolleger eller går ud over nogle borgere.
- Vi har forsøgt at brede ansvaret ud, så det er et fælles ansvar for alle. Men man må gerne være syg i Morsø Kommune. Er man syg, så er man syg, og det har man ret til, siger kommunaldirektøren, som tilføjer, at alle arbejder godt med i projektet med at holde sygefraværet nede, ikke mindst MED-systemet.
Må ikke føle sig glemte
Hun tilføjer, at der også er fokus på, at det kan være godt at gå på arbejde, også selv om man har en svær periode i sit liv.
- Som ledelse kan man tænke, at nu giver vi lige lidt ro og fred til en medarbejder, mens det på den anden side kan føles som: Nå, nu er jeg ude, er jeg mon blevet glemt? Det kan være godt at blive fastholdt i sit liv, også i en svær periode, siger hun.
Morsø tilbyder i øvrigt andre kommuner at henvende sig og få tilsendt en "pakke", hvis de gerne vil vide mere om kommunens tiltag mod sygefravær.
- For vi synes jo selv, at vi har fundet noget, der virker, siger Rikke Würtz.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.