

SJÆLLAND / HOVEDSTADEN: Forberedelserne til at udføre operationer for akutte blodpropper i hjertet er nu i fuld gang på Roskilde Sygehus, selv om Sundhedsstyrelsen for et par år siden ville forhindre denne behandling, så patienterne fra hele Region Sjælland fortsat ville have en ekstra halv times kørsel ind til Rigshospitalet. Det skriver Roskilde Avis.
Dengang kæmpede borgmestre i hele Region Sjælland og Region Hovedstaden for Roskilde Sygehus' ret til at lave såkaldte ballonudvidelser. Efter flere måneders tovtrækkeri kulminerede den bemærkelsesværdige sag i et møde imellem regionsrådsformændene i henholdsvis Hovedstaden og Sjælland, Sophie Hæstorp Andersen (S) og Jens Stenbæk (V), og Sundhedsstyrelsens direktør Nina Smith, hvor de stridende parter efterfølgende var rygende uenige om, hvad der var blevet aftalt.
Regionsrådsformændene var sikre på, at de havde fået Sundhedsstyrelsens godkendelse, mens styrelsens direktør efterfølgende måtte afvise, at styrelsen havde godkendt noget som helst. Nu skulle den imidlertid være god nok, fortæller Jens Stenbæk til Roskilde Avis.
- Vi er meget glade for, at det nu er lykkedes. Det kan redde liv og giver større tryghed, når vore patienter nu slipper for den unødvendigt lange vej, siger han.
Han forklarer, at Sundhedsstyrelsens modstand til sidst blev overvundet, fordi de to regioner - Sjælland og Hovedstaden - var enige, og operationerne foregår i samarbejde med Rigshospitalet.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.