HØRSHOLM: Styrelsen for Patientsikkerhed giver nu et påbud til hjemmeplejen, Sophielund Distrikt, i Hørsholm, efter der er blevet fundet fejl i medicinhåndteringen og journalføringen i hjemmeplejen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
'Styrelsen vurderer, at fejlene og manglerne i medicinhåndteringen og den utilstrækkelige journalføring samlet udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden', skriver Styrelsen for Patientsikkerhed således i sin konklusion.
Styrelsen var i starten af maj i år på tilsynsbesøg i hjemmeplejen, og konstaterede flere fejl. Blandt andet, at der i to ud af to stikprøver var flere præparater, hvor det ikke entydigt fremgik, hvornår medicinen skulle udgå. I en ud af to stikprøver fremgik et præparat under fast medicin, selvom ordinationen var ændret til kun at skulle gives efter behov. Samtidig fandt styrelsen katetre med overskreden udløbsdato samt fejl i journalføringen, idet der i to ud af tre stikprøver ikke forelå en fyldestgørende oversigt over patienternes aktuelle sygdomme og funktionsbeskrivelser, eller aftaler der var indgået med behandlingsansvarlige læger.
'I en stikprøve var oversigten meget mangelfuld', konkluderer Styrelsen for Patientsikkerhed.
Hørsholm Kommune oplyser, at kommunen nu vil ændre procedurer og rette op på de kritiserede forhold.
- Kritikken fra Styrelsen for Patientsikkerhed er alvorlig, og vi tager den til os. Vi retter systematisk op på de forhold, som tilsynet påpeger. En hel del af de kritiserede forhold er allerede bragt i orden, og på de resterende områder er vi i fuld sving. Der er ikke rapporteret om alvorlige hændelser i hjemmeplejen, og borgerne kan have fuld tillid til, at de fortsat møder en velkvalificeret hjemmepleje, siger direktør for Social, Sundhed og Arbejdsmarked Peter Orebo Hansen.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan først ved et nyt tilsynsbesøg ophæve påbuddet for hjemmeplejen, hvis forholdene er bragt i orden.
Det er ikke første gang, Hørsholm Kommune har problemer med medicinhåndtering. I februar fik en 90-årig kvindelig beboer på plejehjemmet Breelteparken således dagligt gigtmedicinen 'methotrexat', selvom medicinen skulle være givet ugentligt. Den 90-årige kvinde blev herefter indlagt på hospitalet og afgik ved døden fem dage senere. Herefter indførte Hørsholm Kommune nye procedurer for håndtering af medicin, og Styrelsen for Patientsikkerhed undersøger fortsat sagen på Breelteparken med henblik på, om der er blevet overtrådt nogle professionsmæssige love.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.