Der er politisk opbakning til regeringens nye coronatiltag på kulturområdet, hvor en række institutioner og områder skal lukke ned i fire uger på grund af stigende smitte. Det siger kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Udtalelsen kommer efter et møde i Folketingets Epidemiudvalg fredag.
- Der er opbakning bredt fra Folketinget, og det er jeg rigtig glad for. Det er ikke en nem beslutning. Nogen troede, at de skulle se store forestillinger eller i biografen med familien over julen.
Restriktioner på kulturområdet gælder fra søndag morgen og fire uger frem. Det betyder blandt andet, at hvis man vil se en film i biografen, skal det ske senest lørdag aften. Tiltagene skal bremse den stigende coronasmitte i samfundet.
De kommer, efter at Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen omkring coronahåndtering, er kommet med sine anbefalinger til yderligere restriktioner.
Foruden biografer skal kulturhuse, forsamlingshuse og lokaler til "menighedsarrangementer og folkeoplysende aktiviteter" lukke. Det samme gælder for lokaler til idrætsarrangementer med betalende tilskuere. Og også spillesteder, teatre, museer, kunsthaller samt zoologiske anlæg og akvarier skal lukke.
Ikke klumpe
Det får også betydning for årets julegudstjenester, der dog kan afholdes.
- Det står klart i indstillingen, at vi kan gennemføre julegudstjenester i år. Der er opbakning fra udvalget til brug af coronapas, mundbind ind og ud samt arealkrav.
- Man skal være ekstra varsom med ikke at klumpe sig sammen, når man går ind og ud af kirken. Der skal være ekstra udluftning og pause mellem de forskellige gudstjenester, så man kan lufte ud og gøre rent, siger hun.
Ane Halsboe-Jørgensen afviser, at økonomien prioriteres over kulturområdet, da mange kulturinstitutioner lukkes, mens der fortsat kan købes julegaver - selv om det også foregår under restriktioner.
Kulturministeren vil nu samle partierne for at forhandle om kompensation til de berørte.
- Vi ser ind i fire uger, hvor det ikke er muligt at være sammen, men der er stor bevidsthed om, at det rammer mange derude, og derfor skal vi se på, hvordan vi bedst holder hånden under dem, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Restriktionerne gælder til 17. januar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.