DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Rekordmange indlagte, men faldende smitteprocent

2.076 er testet positiv siden i går. Incidens i mange kommuner er på vej ned.
4. JAN 2021 14.40
TEMA: Corona

Antallet af indlagte med covid-19 stiger fortsat, i dag til 964 personer, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Det er 27 flere end i går og det højeste antal hidtil. 140 er på intensiv, heraf 84 i respirator. 

Samtidig er der registreret 15 nye covid-19-relaterede dødsfald det seneste døgn.

Mens antallet af indlagte stiger som følge af den store smitteopblomstring i december, er de daglige smittetal på vej ned, dog også baseret på færre prøver.

Siden søndag er 2.076 personer testet positiv ud af godt 76.000 prøver. Det giver en positivprocent på 2,72, hvilket er lavere end de seneste par dage, men stadig noget over dagene op til jul, da den var under 2 pct.

I det sideløbende system med lyntest blev der søndag fundet 491 smittede. De blev fundet blandt knap 26.000 test, og dermed var positivprocenten i dette system 1,9, den laveste længe. Der kan være overlap mellem de 491 smittede her og i det offentlige system.

Færre med høj incidens

I kommunerne er det i dag Ishøj, Albertslund, Brøndby, Herlev og Vallensbæk, der topper, alle med incidens over 500.

Det skal dog holdes op mod, at Ishøj et par dage før jul var oppe på en incidens over 1.000. I dag er den 612.

Tilsvarende var 28 kommuner i de dage over en incidens på 500. I dag gælder det altså kun fem kommuner.

Dengang som nu er det dog kun seks kommuner, der kan knibe sig under en incidens på 100. Det gælder i dag Læsø, Langeland, Nordfyn, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Bornholm. Læsø er den eneste på nul.

Professor: Grund til optimisme

- Jeg hæfter mig ved, at det totale antal test er stigende. Det er rigtig godt, for det har ligget meget lavt hen over jul og nytår, og det har givet betydelig usikkerhed om tallene, siger professor Eskild Petersen, Institut for klinisk medicin ved Aarhus Universitet, til Ritzau om mandagens smittetal.

Han noterer også, at andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er faldende. Det er et godt tegn. Det er dog for tidligt at glæde sig for meget, siger han.

- Det tal, der nok udtrykker mest præcist, hvor vi er henne i epidemien, er antallet af indlæggelser. Det reflekterer, hvor mange der blev smittet for 7-10 dage siden, og det stiger stadig. Her kan man ikke sige, at vi har nået et plateau, hvor det begynder at flade ud, siger Eskild Petersen.