Et væsentlig punkt i økonomiaftalen mellem stat og regionerne indgået onsdag, er løftet om en tiårsplan for psykiatrien, som skal styrkes som indsatsområde. Men planen siger ikke noget konkret om hvordan eller for hvor meget.
Ved fremlæggelsen af økonomiaftalen sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at det vil tage længere tid at forberede en aftale om psykiatrien end den sundhedsaftale, der skal sikre bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og almen praksis.
I aftalen hedder det blandt andet:
'Det er en væsentlig prioritering for regeringen og Danske Regioner at styrke psykiatrien. Regeringen vil løfte psykiatrien og vil igangsætte et arbejde med henblik på at udarbejde en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom.
Planen vil bl.a. indeholde initiativer målrettet forebyggelse af psykisk sygdom, bedre sammenhæng i behandlingsforløb, en udvidelse af psykologordningen samt forøget kapacitet i psykiatrien.'
Det efterlader åbne spørgsmål og blandet modtagelse, hvor Praktiserende Lægers Organisation (PLO) hilser økonomiplanens løfte om flere specialuddannede læger velkommen, mens foreningen Bedre Psykiatri står skuffede tilbage.
KL og Danske Regioner havde eksempelvis dannet fælles front under økonomiforhandlingerne for at få en ny løsning for de såkaldte 150 særlige pladser i psykiatrien. De to parter havde ønsket, at man havde startet forfra, men regeringen har skudt spørgsmålet til hjørne til den samlede psykiatriplan.
Brug for handling her og nu
Generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard, havde håbet, at regeringen ville gå hurtigere og mere konkret til værks overfor psykiatriens problemer. Økonomiaftalen indeholder ingen nye initiativer eller penge til psykiatrien. Det ærgrer Thorstein Theilgaard.
- Psykiatrien har massive problemer, og de står og blinker nu og her. Det er fint, at løftet om en 10-års plan bliver gentaget, men løfter og ord løser ikke den nedadgående spiral, som psykiatrien er inde i. Der er brug for handling nu, siger han.
Thorstein Theilgaard havde blandt andet håbet, at regeringen vil gå i gang med at forbedre hjælpen til psykisk syge med misbrug. Ca. 40.000 borgere er ramt af misbrug og psykisk sygdom. Bedre Psykiatri har foreslået, at hjælpen til dem bliver samlet i regionerne, og at der bliver oprettet specialiserede intensive behandlingspladser til de mest udsatte.
Til gengæld lover økonomiaftalen, at regionerne får indflydelse på de fremtidige prioriteringer. I aftalen hedder det:
'Regeringen tilkendegiver, at Danske Regioner og KL vil blive inddraget i arbejdet med en 10-års plan, så lokal forankring og ejerskab sikres med henblik på at gøre en forskel for mennesker med psykiske lidelser.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.