dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Regionerne: Patientrettigheder mangler i det nære sundhedsvæsen

Danske Regioner foreslår tre patientrettigheder som en del af et kommende udspil, der konkretiserer, hvordan de vil styrke det nære sundhedsvæsen, hvis ansvaret placeres hos regionerne.
8. APR 2024 12.39

Hvor patienter har klare rettigheder, når de er indlagt på landets hospitaler, er situationen en anden, når behandlingen rykker uden for hospitalernes mure. 

Danske Regioner mener, der er en skævhed i patientrettighederne. Derfor foreslår de, at der indføres tre patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen.

Forslaget er del af et kommende udspil fra Danske Regioner, der konkretiserer, hvordan regionerne ønsker at styrke det nære sundhedsvæsen, hvis altså Folketinget med en ny strukturreform placerer ansvaret hos dem.

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) mener,  at det er nødvendigt at samle ansvaret for det nære sundhedsvæsen, hvis økonomien skal holde frem mod 2030:

- Hvis det skal kunne lade sig gøre inden for den økonomi, der er afsat frem mod 2030, er det nødvendigt at samle ansvar og budget for hele kæden af sundhedsydelser. Så krav om ensartet kvalitet og tilgængelighed af de nære sundhedstilbud ikke per automatik skal kompenseres økonomisk 1:1, siger han.

Frit valg

De tre konkrete rettigheder, som Danske Regioner foreslår er:

1. Borgere, der skal på en akutplads eller midlertidig plads, skal have frit valg til selv at vælge, hvor i landet de ønsker døgnophold.

2. Patienter skal have frit valg af tilbud om rehabilitering og patientrettet forebyggelse.

3. Borgerne skal have ret til selv at vælge, om konsultationen med egen læge og sygehuset skal ske fysisk eller virtuelt.

Anders Kühnau forventer også, at udligningen af patientrettigheder vil give mere tryghed:

- Borgerne skal være trygge ved sundhedsvæsenet - også uden for hospitalerne. Derfor bør danskerne have klare patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen, præcis som de har på hospitalerne. Det vil give tryghed til borgerne, og det vil skabe en bedre balance mellem aktiviteten i det nære sundhedsvæsen og på sygehusene, siger han.

lal

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.