

- Det lyder jo indlysende, at en patient skal have den rette medicin, men når en patient med flere sygdomme tager mange forskellige præparater hver dag, er faldgruberne mange: fra receptfejl og fejludleveringer til uventede bivirkninger og forglemmelser hos patienten.
Sådan skriver Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), mandag i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Når regeringen og Danske Regioner har overstået årets økonomiforhandlinger, håber han derfor, at der er sat lidt ekstra af til regionernes såkaldte Lægemiddelenheder.
Ca. hver 10. indlæggelse skyldes problemer med håndtering af medicinen til især ældre, viser flere undersøgelser ifølge regionerne, og Bent Hansen påpeger, at politikerne ikke behøver 'grave dybe politiske brønde', og at 'de gode løsninger allerede findes.'
Lægemiddelenhederne består nemlig af læger og farmaceuter, der rejser rundt og underviser praktiserende læger, apotekere og personale på ældrecentre i at håndtere medicin korrekt. I Region Nordjylland har de praktiserende læger efterfølgende vurderet, at øget viden om medicin giver en højere patientsikkerhed.
Koordineringsvanskeligheder
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, hilser Danske Regioners forslag velkommen. Han mener ifølge Ritzau, at problemerne opstår i koordinationen mellem læger, når der er flere læger til samme patient.
- Der er jo ikke kun én læge, der ser den samme patient. Afhængig af, hvad man fejler, så er der mange forskellige læger inde over, siger han.
På Aarhus Universitetshospital har den ledende overlæge på klinisk farmakologisk afdeling, Lars Peter Nielsen, ifølge Berlingske beregnet, at der kan være 80-90 mio. kr. at hente, hvis det kan lykkes at forebygge tre-fire pct. af de ca. 100.000 årlige indlæggelser på hospitalet.
- Der er klart et økonomisk incitament til at forstærke indsatsen. Men først og fremmest vil det have stor værdi for patienterne at undgå de problemer. De oplever jo smerte og lidelser, når de påføres disse tilstande, som de ikke havde behøvet at få, siger han.
Læs mere om Lægemiddelenhederne i regionerne her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.