
AARHUS: En ny model for aflønning af de praktiserende læger kan være på vej med efterårets overenskomstforhandlinger mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation. Det bebuder formand Bent Hansen (S) på Danske Regioners generalforsamling 2016, som holdes i Aarhus i dag.
Større fokus på patienter med behov for lægehjælp og mere retfærdighed lægerne imellem vil være blandt de fokuspunkter, som Danske Regioner tager med til forhandlingsbordet, når regionerne til efteråret skal forhandle overenskomstaftale med de praktiserende lægers organisation, PLO.
- Vi forestiller os en honorarstruktur, der betyder, at både lægerne og regionerne undgår en masse bureaukrati og kontrol med enkeltafregninger, og som vil give lægerne større sikkerhed i den daglige indtjening. Og som i sidste ende vil give mere sundhed til borgerne, siger Bent Hansen.
Væk fra enkeltydelser
Danske Regioner og PLO har tidligere forhandlet om en ny honorarstruktur, men det har været vanskeligt at nå til enighed om en ny model. Ønsket er, at et nyt honorarsystem skal bevæge sig væk fra afregning for enkeltydelser og i stedet i højere grad afregne via et større basishonorar.
Det vil give lægerne bedre mulighed for at anlægge et mere helhedsorienteret syn på patienterne med fokus på patientens samlede sundhed i stedet for fokus på de enkeltydelser, patienten efterspørger eller har behov for. Målet er at øge sundheden og skabe en større fleksibilitet for borgerne.
Samtidig er det ideen, at den enkelte læges basishonorar skal afspejle patientgruppens sammensætning, så patienter med store behov også udløser et større basishonorar. Det vil skabe større lighed mellem lægerne og gøre det mere attraktivt at arbejde i områder med svagere patientgrupper.
- Vi ønsker en konstruktiv dialog med PLO om udviklingen af rammerne for de praktiserende lægers praksis og ser frem til efterårets forhandlinger. Lad os lægge konflikterne bag os og vise hinanden den tillid, som kan skabe udvikling, siger Bent Hansen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.