
SYDDANMARK / SJÆLLAND / HOVEDSTADEN: En beretning fra Rigsrevisionen og en tilhørende kritik fra Statsrevisorerne tilbage i november har skærpet regionernes fokus på hospitalslægers bijob, hedder det i et opfølgende notat fra Rigsrevisionen.
Kritikken gik især på Region Syddanmark og Sjælland, som end ikke havde sikret sig de bijob-oplysninger til nærmeste leder, som hospitalslægerne er forpligtede til at give, men også Region Hovedstaden fik kritik for manglende kriterier for, hvordan en læges bijob skal vurderes i henseende til om det er foreneligt med hovedbeskæftigelsen.
Både dette og forholdene generelt har regionerne nu strammet op på, og Rigsrevisionen 'finder det tilfredsstillende, at regionerne vil arbejde konstruktivt videre med opmærksomhedspunkterne fra beretningen', hedder det i notatet.
Tiltagene omfatter for regionerne Syddanmarks og Sjællands vedkommende, at man vil arbejde for at indføre et elektronisk system til løbende registrering af hospitalslægers bijob, og det arbejde varsler Rigsrevisionen at ville følge med i. Også tiltagene for for at sikre, at hospitalslægers bijob er forenelig med deres hovedbeskæftigelse vil Rigsrevisionen følge op på for alle tre regioners vedkommende.
De to regioner Nordjylland og Midtjylland, som ikke var omfattet af Rigsrevisionens oprindelige undersøgelse, har også taget bestik af kritikken mod de tre andre, og i regi af Danske Regioner er der oprettet en lægebijob-netværksgruppe med det formål at udveksle erfaringer og give sparring på tværs af regionerne.
Som en bieffekt af undersøgelsen har Sundhedsministeriet desuden med en ny bekendtgørelse fjernet muligheden for at hospitalslæger i arbejdstiden kan få honorar fra politiet for at tage blodprøver af mistænkte spritbilister.
Foruden regionernes bijob-praksis omfattede den oprindelige undersøgelse også mulige betænkeligheder ved hospitalslægers tilknytning til lægemiddelindustrien. Hvad det angår har Lægemiddelstyrelsen strammet op på sin sagsbehandling på en måde, så Rigsrevisionen er tilfreds og afslutter den del af sagen.
Læs eller download Rigsrevisionens notat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.