
Forhandlingerne mellem regionerne og regeringen går torsdag ind i slutfasen, når parterne sætter sig om forhandlingsbordet for at blive enige om en økonomiaftale for næste år.
Regeringen har i sit sundhedsudspil lovet at betale for, at der kommer flere ældre og børn i fremtiden, men Danske Regioner håber på, at der også er penge til andre områder.
- Succeskriteriet er at få så mange penge hjem som overhovedet muligt til at sikre en fortsat udvikling af vores sundhedsvæsen, så vi kan give en moderne behandling af danskerne - også i fremtiden, siger formand Anders Kühnau (S).
Regionerne, som blandt andet driver de offentlige sygehuse, har brug for mindst én milliard kroner årligt alene for at opretholde status quo i sundhedsvæsenet, når antallet af ældre og børn vokser.
Cybersikkerhed og sygehuse
Målet for regionerne er at få øget niveauet "væsentligt" fra den milliard, der allerede er lovet til at dække demografien, som flere børn og ældre kaldes.
Men det ser mere end svært ud, da der er lagt bånd på de økonomiske midler mange år frem i tiden. Desuden er der krig i Ukraine og inflation.
Regionerne prioriterer desuden styrket værn mod cybersikkerhed, uddannelse af medarbejdere, rensning af forurenede grunde, vedligehold af hospitaler og udvikling af ny medicin.
Pengene skal fordeles mellem de fem regioner, men formanden vil prioritere cybersikkerhed og penge til at renovere sygehuse, så de er tidssvarende.
- Det med at modernisere og renovere sygehuse er altså vigtigt også de kommende år for at sikre, at vi kan give danskerne behandlinger i ordentlige rammer, som medarbejderne kan holde ud at være i. Sundhedsvæsenet skal udvikles. Det gælder også it og digitalisering, som skal hjælpe os ved, at ny teknologi kan hjælpe os med arbejdskraftmangel, som vi står i i dag, og som kun bliver værre, siger Kühnau.
For eksempel foreslår regionerne en fond, som skal finansiere en transformation af sundhedsvæsenet. Fonden skal finansiere idéer til, hvordan teknologi kan frigøre medarbejdere.
Der skal skæres ned på overflødige konsultationer, behandlinger og kontroller ved at gennemføre flere videokonsultationer.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.