
SYDDANMARK: Region Syddanmark sender nu betjeningen af lægevagten i nyt udbyd, efter at der ikke kom nogle bud på opgaven ved et udbud tidligere på året, oplyser regionen.
Der er tale om et udbud af natbetjeningen mellem klokken 23 og 08, som regionen ifølge lægevagtsaftalen med PLO-Syddanmark selv overtager fra den 1. februar 2024.
Beslutningen om at sende betjeningen ud i et nyt udbud blev vedtaget i regionsrådet på et ekstraordinært møde onsdag, hvor et flertal stemte for, mens SF og Enhedslisten stemte imod. Nu håber formanden for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Bo Libergren (V). at det nye udbud vil resultere i bud på opgaven:
- Vi har i forbindelse med det tidligere udbud været i dialog med flere leverandører, som har vist interesse for udbuddet. Derfor justerer vi udbuddet, så det forhåbentlig giver flere mulighed for at byde på opgaven.
Flere modeller i spil
Udbuddet omfatter en model, hvor natbetjeningen varetages af en privat leverandør samt en alternativ model, hvor det vil være regionens ansvar at organisere og bemande sygebesøg. Derudover undersøger Region Syddanmark også muligheden for selv at bemande lægevagten om natten.
- Det er en stor og vigtig opgave at sikre, at syddanskere har mulighed for lægehjælp, når de får brug for det om natten. Derfor er jeg glad for, at vi går grundig til værks, når vi beslutter, hvordan vi i fremtiden bedst organiserer lægevagten om natten, siger Bo Libergren.
Regionens overtagelse af lægevagten om natten er en del af den igangværende modernisering af lægevagten, som blev vedtaget med den nye lægevagtsaftale i januar 2023.
Seneste 1. oktober træffes beslutning om, hvorvidt en ekstern leverandør eller Region Syddanmark selv skal varetage opgaven, oplyser regionen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.