REGION MIDTJYLLAND: Birgit Jensens søn, som begik selvmord i 2023, havde tidligere været indlagt på den nu skandaleramte regionspsykiatri i Randers. Ifølge Birgit Jensen fik sønnen ikke den rigtige hjælp på afdelingen, og hun har derfor søgt aktindsigt i sønnens journaler, men er blevet afvist, skriver TV2 Østjylland.
Det er netop Birgit Jensens kontakt med TV2 Østjylland, som Region Midtjylland bruger som begrundelse for afvisningen. Hun har nemlig givet mediet fuldmagt til at indhente oplysninger fra regionen.
I svaret fra Region Midtjylland vurderer juristen, at sønnen "ikke ville have ønsket, at andre og særligt ikke så stort et antal personer, som en offentliggørelse i medierne vil medføre, får kendskab til hans helbredsoplysninger".
Nu undrer to eksperter sig over den afgørelse. Til TV2 Østjylland giver begge eksperter udtryk for, at de aldrig "har set noget lignende". Oluf Jørgensen, som er offentlighedsrådgiver og tidligere forskningschef i mediejura, udtaler at afslaget er forkert.
Også Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsret ved Aalborg Universitet, fortæller, at han ikke kender til praksis eller fortilfælde for denne type afvisning.
Fyringer og fejlbehandling
Regionspsykiatrien i Randers har været genstand for kritik, siden den ledende overlæge blev hjemsendt i februar sidste år på baggrund af et anonymt whistleblow. Han blev senere fyret, mens en række ledende medarbejdere også måtte stoppe.
En mandlig social- og sundhedsassistent blev også fyret fra afdelingen, og han er meldt til politiet for at have haft et seksuelt forhold til en indlagt patient.
Regionen er i øjeblikket i gang med en gennemgang af alle patienter, der kan have været udsat for fejlbehandling. Det handler om ca. 1.600 sager.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.