HOVEDSTADEN: Regionsråd Hovedstaden har godkendt en ny hospitalsplan, der er med til at fastlægge rammerne for udviklingen af sundhedsvæsenet i regionen frem til 2025.
- Vi har en politisk vision i regionsrådet om at udvikle et sundhedsvæsen, der kan sikre den bedste behandling ud fra, hvad der giver mest værdi for den enkelte patient. For vi mennesker er forskellige, og det gælder også, når vi bliver syge eller kommer til skade. Men ens for alle borgere er, at de skal mødes med omsorg og nærvær i sundhedsvæsenet, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
- Det er attraktivt at bo i Region Hovedstaden og vi forventer, vi bliver flere borgere, og der vil være flere børn, flere ældre og flere borgere, der lever med kroniske og behandlingskrævende sygdomme. Men samtidig tager vi de nye hospitalsbyggerier i brug i de kommende år, og det giver os nye muligheder for at indrette sundhedsvæsenet, så vi kan imødekomme de udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor. Derfor har vi i regionsrådet også vedtaget at lave nogle tilpasninger i den nye hospitalsplan, tilføjer Sophie Hæstorp Andersen.
Kræftområdet undersøges yderligere, ingen ændringer på akutområdet
En revision af hospitalsplanen handler ikke kun om at ændre på tingene. En revision kan også vise, at der er nogle områder, der er værd at beholde i den nuværende form.
- Vi havde i forvejen nogle gode rammer for vores sundhedsvæsen, så det er et godt udgangspunkt, vi har bygget videre på. Bl.a. har vi besluttet, at vi skal arbejde hen imod et helt nyt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup, der skal forbedre rammerne for børn og unge, der indlægges med psykiatriske problemer, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Derudover bibeholdes akutområdet uændret i den nye hospitalsplan. Der vil fortsat være akutmodtagelser på Herlev Hospital, Hvidovre Hospital, Bispebjerg Hospital, Nordsjællands Hospital i Hillerød og på Bornholm. Ligeledes fortsætter akutklinikkerne i Helsingør, Frederikssund, Glostrup, Gentofte og på Amager. Frederiksberg akutklinik fortsætter til hospitalet nedlægges i 2023.
Brug for en ny kræftplan
Gennemgangen af hospitalsplanen har også vist, at der skal kigges nærmere på hele kræftområdet. Der skal bl.a. udarbejdes en ny kræftplan, som skal understøtte en fortsat høj kvalitet i behandlingen og gode sammenhængende patientforløb.
Hospitalsplanen er udarbejdet i samarbejde med bl.a. borgere og sundhedsfaglige personer, der ved flere offentlige møder har bidraget med input og holdninger.
MG
Fakta:
- Hospitalsplan 2025 udstikker en langsigtet ramme for hospitalsvæsenet i Region Hovedstaden.
- Regionsrådet skal hvert år tage stilling til, om det er nødvendigt at ændre i den eksisterende hospitalsplan, så den lever op til de krav og forventninger, der blandt andet stilles af patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.
- Hospitalsplanen har været i offentlig høring, hvor alle har kunnet bidrage. Der er kommet i alt 76 høringssvar fra bl.a. borgere, kommuner, faglige organisationer og regionens sundhedsfaglige råd.
Læs mere om hospitalsplanen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.