MIDTJYLLAND: Region Midtjylland har ikke levet op til sine forpligtelser over for 306 kræftpatienter, som er blevet behandlet på mave-tarm-kirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Det konkluderer regionen i en redegørelse, efter at over 300 patienter har ventet længere på operation, end de 14 dage loven tillader. Det skriver DR.
"Region Midtjylland tager den manglende overholdelse af forsynings- og handlepligten meget alvorligt og beklager den manglende efterlevelse af informations- og handlepligten samt dokumentationspraksis vedrørende de maksimale ventetider", skriver regionen.
Eksperter frygter, at problemets omfang også er på landsplan.
- Jeg frygter, at det er samme situation andre steder, siger professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. Jes Søgaard til DR.
Den bekymring deler Kjeld Møller Pedersen, der også er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
- Det er det, vi har hørt, fra nogle af regionerne, blandt andet Region Hovedstaden, så jeg vil være bekymret for, at det nok også er billedet, der dækker andre regioner, siger han til kanalen.
Baggrunden
Redegørelsen er den seneste i rækken efter alvorlige sager. DR kunne tidligere på året fortælle, at der er 293 kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital, som har ventet op til ti uger på operation.
Efterfølgende har det vist sig, at der var tale om over 300 patienter i en periode på cirka et år.
Ifølge DR har regionen tidligere udtalt, at 13 patientforløb var håndteret forkert. Men det tal hæver regionen altså nu til de 306 sager.
Tidligere har det været omtalt, at der var for lange ventetider i 313 patientforløb. Men regionen skriver i redegørelsen, at det i den nye gennemgang "er blevet afklaret", at det faktiske antal er 306. Det vil sige, at regionen beklager i samtlige sager.
Manglende tilbud
Imens har kræftpatienter ret til at blive behandlet, senest 14 dage efter at de har fået tilbudt en operation. Hvis ikke de kan blive det, skal de tilbydes behandling på et andet hospital.
Det tilbud har mange ikke fået. Også det beklager Region Midtjylland i redegørelsen. Regionen udtaler ifølge DR, at de nu forstår reglerne anderledes, efter at Sundhedsstyrelsen har præciseret dem i april.
De 306 patienter er ifølge DR blevet behandlet i perioden fra januar 2022 til marts 2023.
Se redegørelsen fra Region Midtjylland her.
/ritzau/
Red. afsnit 4-7 med ekspertvurderinger - samt tilføjelse i underrubrik tilføjet 15.6. kl. 6.28
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.