
Danske Regioner forhandler i den kommende tid med Finansministeriet om den økonomiske rammeaftale 2024 og her går regeringen ind til forhandlingerne med et ønske om at regionerne skal spare et trecifret millionbeløb på administration.
Så stor en besparelse bekymrer regionerne, der frygter at det ender med at gå udover patienterne i form af bl.a. flere og længere ventelister. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
- Jeg er helt enig med regeringen i, at vi ikke skal have mere administration end højst nødvendigt, siger Danske Regioners næstformand Mads Duedahl (V).
- Men i den aktuelle situation er administrative medarbejdere faktisk højst nødvendige, da de aflaster de læger og sygeplejersker, som skal behandle patienterne, fortsætter han.
Patienter bliver taberne
Regionernes administrative personale dækker blandt andet teknikere, der sikrer, at alt apparatur og udstyr på hospitalerne virker. Det dækker også de ansatte, der styrer vagtplanerne, holder styr på økonomien, rekrutterer nye medarbejdere, køber udstyr til hospitalerne og meget mere.
- På den måde løser de opgaver, som er helt nødvendige at få løst. Hvis man sparer dem væk, vil opgaverne skulle løses af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Det vil igen gå ud over patienterne, fordi det vil betyde et fald i antallet af operationer og en stigning i ventelisterne, siger Mads Duedahl.
I den netop aftalte akutplan fremgår det, at regionerne skal blive ved med at bruge administrativt personale til at aflaste det sundhedsfaglige personales opgaver for at sikre mest mulig tid til at behandle patienter.
- Det er jo helt paradoksalt. På den ene side siger man, at de administrative medarbejdere skal løse opgaver, der aflaster sundhedspersonalet. På den anden side siger man, at de skal fjernes. Det hænger ikke sammen, mener Mads Duedahl
Lav og stabil administration
Udgifterne til administration bliver gjort op hvert år. Her viser tallene, at regionerne til trods for flere opgaver ikke har øget administrationsgraden siden 2019, skriver Danske Regioner.
- Vi har i mange år har haft en lav og stabil grad af administration, som tager sig af opgaver, der gør det muligt for sundhedspersonalet at have deres fulde fokus på patienterne, siger Mads Duedahl.
Regionerne foreslår at man kigger på de områder, hvor der er ansat personale til at administrere nogle af de mange regler og krav, der kommer fra staten.
Men det er nok til at indfri regeringens ambitioner om besparelser, mener regionerne.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.