
Den nuværende og kommende regeringer i Danmark skal bindes til ved lov at finde flere penge til det offentlige, når der bliver flere ældre, børn og andre grupper, som kræver ydelser eller hjælp.
Det foreslår finansminister Nicolai Wammen (S) i en forsinket udgave af den velfærdslov, som Socialdemokratiet gik til valg på. Lovforslaget forventes at blive sendt i høring en af de nærmeste dage.
Loven skal forpligte enhver regering til at lade det offentlige forbrug følge det demografiske træk - altså at sammensætningen af befolkningen ændrer sig.
Eksempelvis på ældreområdet vil der de kommende år blive flere ældre. De skal så enten deles om den samme mængde penge på finansloven, eller der skal årligt bruges flere og flere penge på området, hvis der skal bruges lige mange penge per ældre år efter år.
Regeringen vil sikre det sidstnævnte ved at gøre det til lov, at enhver regering skal sikre det på finansloven.
Knap tre mia. kr. ekstra om året
Finansministeriet har udregnet, at det indtil 2025 vil kræve en stigning på mellem 2,75 og 3 mia kr. hvert år, hvis udgifterne skal afspejle ændringerne i befolkningssammensætningen.
- Det er vigtigt, at vi får lavet en lov, der holder hånden under velfærden, uanset om der sidder en rød eller blå regering, siger Nicolai Wammen, der ikke mener, at loven vil fritage politikerne fra at foretage politiske valg og prioriteringer.
- Der er masser af prioriteringsmuligheder inden for velfærdsområderne. Det, som vi lægger op til, er at lave en samlet ramme. Det betyder ikke, at man ikke ude lokalt kan prioritere. Det skal man også. Det, at vi lægger en bund under velfærdssamfundet, betyder ikke, at man ikke hele tiden skal se på, hvordan man gør tingene klogere og mere effektivt, siger han.
En velfærdslov vil være en lov ligesom alle andre, der kan vedtages og fjernes af det til en hver tid siddende flertal i Folketinget.
Dermed kan et eventuelt kommende borgerligt flertal fjerne loven, lige så hurtigt som et flertal kan vedtage den, hvis den ønsker det.
Selv hvis de borgerlige partier skulle være imod en velfærdslov, mener Nicolai Wammen stadig, at den vil have værdi.
- Det vil være en lov, som en eventuel anden regering så aktivt skal fjerne igen og så forklare danskerne, hvorfor pengene ikke skal følge med, når der kommer flere børn og ældre, siger han.
Mest til sundhedsvæsnet
Målt i forhold til, hvor mange penge der bruges i dag, er det sundhedsvæsnet, der vil stå til den største vækst i kraft af loven.
Her vurderes udgifterne at stige med mellem 1,75 og 2 mia. kr. hvert år frem til 2025, hvis de skal følge ændringerne i befolkningen.
Regeringen foreslår, at der i loven laves en klausul med undtagelser. Ved "exceptionelle omstændigheder" såsom en økonomisk krise eller en pandemi må loven tilsidesættes.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.