En hjælpepakke på 40 mia. kr. skal hjælpe små og større virksomheder med at afbøde konsekvenserne af coronakrisen, blandt andet som direkte støtte til faste udgifter på driften. Det fremgik af pressemødet i Finansministeriet til middag, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) fortalte, at regeringen fremlagde to midlertidige kompensationsordninger.
- Vi har taget de mest vidtgående skridt i fredstid. Sundhed går først. Men samtidig klart, at initiativer har enorme konsekvenser for dansk økonomi, erhvervsliv og lønmodtagere. Større og mindre virksomheder. Indtægsgrundlag er forsvundet. Sandheden er, at ingen har stået i en situation som denne, sagde finansministeren, før han lovede hjælp til et blødende erhvervsliv.
For de små virksomheder er regeringen parat til at dække nogle af de faste omkostninger, som virksomhederne ikke længere har indtjening til at dække. Konkret foreslår regeringen et tilskud fra staten på op til 80 procent af de faste udgifter.
Regeringen er også parat til at sikre kompensation til de selvstændigt erhvervsdrivende, som oplever store fald i deres omsætning. Her foreslår regeringen at kompensere 75 pct. af omsætningstabet - dog vil der maksimalt blive tale om 23.000 kr. per måned. Hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle, kan kompensationen udgøre op til 34.500 kroner per måned.
Støtte, ikke lån. Og vi er parat med mere
- Den ordning vi præsenterer, dækker 75 pct. af den omsætning, man mister på grund af corona med en kompensationsordning til virksomheder som er ekstra hårdt ramt og har mistet store dele af deres indtægtsgrundlag. Vi lægger idag et forslag frem, hvor vi som noget helt nyt vil betale faste omkostninger. De to forslag vil samlet set sende op mod 40 mia. kr i støtte til selvstændige og virksomheder. Ikke som lån men som støtte, sagde Nicolai Wammen og fortsatte:
- Regeringen er parat til at gøre, hvad der skal til, for at få Danmark gennem den krise, vi står i. Der vil være mennesker, som mister arbejde, og virksomheder som vil lukke. Men vi vil gøre vores til at minimere skaden ved at brede et sikkerhedsnet ud over erhvervslivet, sagde finansministeren, som er parat til at strække støtten længere end de 40 mia. kr. over de kommende tre måneder.
Holder hånden under SAS
– Skulle det vise sig, at flere virksomheder vil gøre brug af ordningen, er vi også klar til at hæve det beløb. Vi har en bundsolid økonomi, og derfor kan vi gøre det, sagde han.
Regeringen vil også gøre 'hvad der skal til' for at sikre, at SAS består igennem coronakrisen, fastslog finansministeren.
– Det er vigtigt for os med ejerøjne at holde hånden under SAS. Det er baggrunden for, at vi sammen med den svenske stat gav garantier for lån op til tre milliarder svenske kroner i går. Vi er klar til at tage yderligere initiativer, hvis der bliver behov for det, sagde Nicolai Wammen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.