
Lukningen af de danske grænser er sket ud fra et politisk og ikke et sundhedsfagligt hensyn af frygt for risikoen for smitte af coronavirus. Der findes ikke nævneværdig videnskabelig dokumentation for, at det virker, eller hvor stor effekten er. Det bekræftede direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen på et pressemøde lørdag.
- Det er en politisk beslutning ud fra mange hensyn. Der findes ikke betydelig videnskabelig dokumentation for, hvor stor en effekt det vil have. Der findes historiske erfaringer, hvad angår influenza og pandemier, siger han.
Indtil videre har det fået betydning for 209 udlændinge, der er blevet afvist ved grænserne, oplyser Rigspolitiet på Twitter. Det gælder 81 personer i Syd- og Sønderjylland, otte personer på Sydsjælland og Lolland Falster, 25 personer i Nordsjælland, 94 personer i København og en enkelt på Bornholm i løbet af seks timer tidsrummet 12-18 lørdag den 14. marts.
Men det fremgår af anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og det europæiske smitteagentur, at grænselukning ikke er noget, man anbefaler som udgangspunkt i forhold til epidemikontrol. Ifølge WHO er Europa nyt epicentrum for coronavirus, der er blevet betegnet som en global epidemi. 827 er nu eller har været smittet af coronavirus i Danmark. Desuden er der et mørketal af smittede, der ikke er blevet testet.
Tillid til regeringens oplysninger
Blandt andet De Radikale har kritiseret regeringens beslutning om at lukke grænserne som følge af coronavirus og kræver derfor en redegørelse fra regeringen, fordi samarbejdet mellem partier baserer sig på, at man kan have tillid til de oplysninger, regeringen giver, lyder det fra partiets leder, Morten Østergaard.
Adspurgt om justitsminister Nick Hækkerup (S) mener, at der er tale om symbolpolitik, når regeringen lukker grænserne, er svaret nej.
- Man kan sige, at det kan være svært at dokumentere, at det har en effekt. Nogle steder ved man, at det har effekt. Men omvendt er der heller ingen, der siger, at det ikke har en effekt. Derfor tilsiger et forsigtighedsprincip og sund fornuft selvfølgelig, at jo færre smittede, vi får ind i landet, desto bedre, så lad os gå den vej, siger han til Ritzau.
Grænselukningen gælder foreløbig i en måned.
Ritzau / eo
OPDATERING kl. 09.05: Syd– og Sønderjyllands Politi har korrigeret antallet af afviste ved den dansk–tyske grænse, så det har dknyt også. Før fremgik det, at 608 personer var blevet afvist ved grænsen, mens 3.140 personer var blevet tjekket.
OPDATERING kl. 13.00: Rigspolitiet har lavet et samlet overblik over tallene samt hvilken periode, de dækker over.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.