
NORDJYLLAND: Anden etape af byggeriet af et nyt psykiatrihospital i Hospitalsbyen i Aalborg øst skal udbydes som et OPP-projekt altså et offentligt-privat samarbejde, hvor projektering, etablering, drift og vedligeholdelse er samlet i én kontrakt mellem en offentlig udbyder og en privat leverandør. Det har regionsrådet i Region Nordjylland besluttet. Kontrakten skønnes til at have en værdi på 550 mio. kr.
Det nye byggeri skal være ca. 16.000 kvm stort, og derudover skal leverandøren anvise et område på byggegrunden, hvor man kan udvide med 3.000-4.000 kvm yderligere. Det er Region Nordjylland, der stiller grunden til rådighed for OPP-projektet.
- Leverandørens ansvar er så design, projektering, anlæg og opførelse samt finansiering i byggefasen. Derefter skal leverandøren stå for den udvendige bygningsdrift og vedligehold samt finansiering af dette i en efterfølgende driftsfase på ca. 25 år, siger projektdirektør Niels Uhrenfeldt, Nyt Aalborg Universitetshospital.
Ved OPP-kontraktens udløb i år 2050 skal Region Nordjylland overtage byggeriet til 50 pct. af byggeriets værdi.
Samling af sengepladser
Projektet vil samle alle sengeafsnit i Aalborg i Hospitalsbyen samt sikre bedre rammer for børne- og ungdomspsykiatrien. Derudover vil der blive etableret et nyt spiseforstyrrelsesafsnit samt en hospitalsskole.
Hospitalsskolen skal være en del af de indlagte børns behandling og udredning gøre det nemmere for børnene at komme tilbage til en normal hverdag efter færdigbehandlet sygdom.
- Det betyder meget for os, at vi hurtigere kan samle behandlingen i fremtidssikrede rammer, som kan understøtte sammenhængende og effektive patientforløb, siger Anette Sloth, psykiatridirektør, Region Nordjylland.
Der er deadline for at byde ind på udbuddet d. 2. juni.
- Nu ser vi frem til at modtage budene fra de forhåbentligt mange interesserede leverandører, så vi til maj næste år kan træffe beslutning om, hvem der skal stå for projektet, siger Niels Uhrenfeldt.
Byggeriet forventes at være klar til brug i 2025.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.