
Patienter med både psykiske og fysiske sygdomme oplever for ofte behandlingsforløb, som ikke i tilstrækkelig grad er sammenhængende på tværs af somatik og psykiatri. Det skal en ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner rette op på.
Sådan lyder det fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
- Vi skal sikre, at alle patienter i vores sundhedsvæsen kan få behandling af høj kvalitet og med sammenhæng. Og det gælder uanset, hvad man fejler, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Aftalen med Danske Regioner er en brik i regeringens sundhedsreform, og den understøtter samtidig 10-årsplanen for psykiatrien.
I aftalen præsenteres rammerne for, hvordan sundhedsvæsenet skal ligestille og integrere psykiatrien og somatikken for blandt andet at sikre bedre sammenhæng i behandlingstilbuddene til de patienter, som er i berøring med både psykiatrien og somatikken. For at det kan lykkes, er det besluttet, at sundhedsrådene får en vigtig rolle i at sikre, at psykiatri og somatik bliver tænkt sammen i praksis.
- Psykiatrien er i disse år i en betydelig udvikling. Her er man lige nu i gang med implementeringen af 10-årsplanen, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S).
- Med den nye aftale om ligestilling og integration af psykiatri og somatik tager vi et vigtigt skridt mod at skabe bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb for de mange patienter, der både har fysiske og psykiske lidelser, som ofte kræver indsatser på tværs af lægefaglige specialer, regioner og kommuner, fortsætter han.
Den nye aftale bliver effektueret i løbet af 2026, og integrationen af psykiatri og somatik forventes at være fuldt gennemført i alle regioner i januar 2027.
Du kan læse aftalen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.