Fremover vil sygeplejersker ansat i landets kommuner, der nedlægger arbejdet overenskomststridigt, også blive pålagt en bod på 86 kr. i timen. Det oplyser Dansk Sygeplejeråd (DSR) i en meddelelse. Den kommer, efter at der torsdag igen har været møde i Arbejdsretten om arbejdsnedlæggelserne.
Gennem de seneste uger har sygeplejersker landet over nedlagt arbejdet i en time. Det er sket for at markere deres utilfredshed med lønnen.
Men strejker skal varsles af fagforeningerne i forbindelse med forhandling af nye overenskomster. Sagen er derfor endt i Arbejdsretten. Parterne er her mødtes flere gange den seneste tid. Torsdag har der dog for første gang været deltagelse af KL.
Kommunale arbejdsnedlæggelser har fundet sted i de tre kommuner Aarhus, Lolland og Guldborgsund.
Fælles interesse
Ifølge sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, har Arbejdsretten torsdag endnu engang understreget situationens alvor. Ifølge hende gør DSR, hvad der kan gøres, for at fredspligten overholdes.
- Vi har gentagne gange taget klart afstand fra de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og kraftigt opfordret vores medlemmer til at holde arbejdet normaliseret, og det fortsætter vi med at gøre, siger hun i en meddelelse.
I weekenden sagde Anders Kühnau, der er chefforhandler for regionerne og formand for Region Midt, til DR, at sundhedsvæsenet er i knæ. Der er derfor brug for flere penge.
Den udmelding er Grete Christensen enig i. Hun mener, der er hårdt brug for bedre løn i sundhedsvæsenet.
- Vi har altså en fælles interesse og opfordrer derfor arbejdsgiver til at gå i dialog med sygeplejerskerne og finde en fælles løsning på arbejdspladserne, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.