NORDJYLLAND: Et nyt projekt skal sikre, at nordjyske patienter systematisk inddrages i deres egen behandling. Det oplyser DR Nordjylland. Trods årelange intentioner om at gøre det bedre, viser nye undersøgelser, at hverken patienter eller pårørende føler sig inddraget i tilstrækkelig grad.
Det skal projekt 'Patientens Team' ændre på, fortæller projektleder Kirsten Rosted fra Aalborg Universitetshospital.
- I patientens team er det patienten, der sidder for bordenden, og det er vigtigt, man lytter til patienten, siger hun.
Det er undersøgelsen 'Pårørende på spring', som viser, at cirka halvdelen føler, at de ikke får tilstrækkelig information, mens to ud af tre føler, at personalet viser ringe eller ingen interesse for den viden, de kan bidrage med. Og det er ikke godt nok, erkender regionsrådsformand og formand for regionernes sundhedsudvalg Ulla Astman (S).
- Sygehusledelserne skal gøre det klart overfor deres medarbejder, at patientinddragelse og fælles beslutningstagen er ligeså stor en del af kerneydelsen som selve behandlingen af patienterne, siger hun.
Billigere og bedre
Det er ikke alene for patientens skyld, at hospitaler gerne vil inddrage patienterne mere. Undersøgelser viser, at kvaliteten af behandlingen stiger, og at omkostningerne falder, fortæller Kirsten Rosted.
- Det vi kan se er, at i højere grad patienten og pårørende kender behandlingen, jo hurtigere bliver patienten rask eller så frisk, som patienten nu kan blive, siger Kirsten Rosted.
Patientens Team består af en gruppe fagpersoner, der i samspil med patienten skal opnå størst mulig kvalitet i plejen og behandlingen.
Patientens Team bliver i dag testet i ti grupper, inden det bliver rullet ud på alle regionens specialer efter sommerferien.
I sidste uge vandt psykiatrisk sengeafsnit N7 i Frederikshavn Danske Regioners nystiftede pris 'Årets borgerinddragende initiativ' netop for at have arbejdet systematisk med at inddrage patienter og pårørende i egen behandling.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.