
Folketingets partiledere og partiernes sundhedsordførere skal onsdag kl. 11.30 drøfte situationen om coronavaccine med sundhedsminister Magnus Heunicke (S), fremgår det af en mødeindkaldelse, som Ritzau har set. Af indkaldelsen fremgår det, at mødet holdes virtuelt og er sat til at vare i en time.
Indkaldelsen kommer, efter at det amerikanske firma Johnson & Johnson tirsdag udskød udrulningen af sin coronavaccine i Europa på grund af bekymringer om bivirkninger. Det er endnu uvist, hvad det kommer til at betyde for vaccinationsplanen og genåbningsplanen i Danmark, at endnu en af coronavaccinerne bliver sat på pause.
Bivirkningerne ved Johnson & Johnson-vaccinen ligesom ved AstraZeneca-vaccinen er sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader hos vaccinerede personer.
- Myndighederne er gået i gang med at kigge på det med det samme, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag.
- Det er et lægemiddel, vi har med at gøre, og det skal kontrolleres, det skal overvåges. Vi skal være sikre på, at det virker, og vi skal være sikre på, at de risici, der måtte være, står mål med det udbytte, man har af vaccinen. Derfor må vi nu overlade det til de danske og europæiske myndigheder at vurdere det, der foregår i USA om Johnson & Johnson-vaccinen, sagde hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.