dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Overenskomstaftale mellem KL og Bupl på plads

Ny stillingskategori som pædagogfaglig specialist skal understøtte pædagogers udviklingsmuligheder og karriereveje i praksis.

KL og Bupl har nu landet en fornyelse af overenskomsten for kommunalt ansatte pædagoger for de næste to år, oplyser KL.

Den 17. februar faldt aftalen om de generelle vilkår for overenskomsten på plads, og her blev man enige om en økonomisk ramme på 8,8 pct. Med forliget, som blev indgået med Forhandlingsfællesskabet, blev der afsat 2 pct. til forhandlingerne med de enkelte faglige organisationer.

Aftalen med Bupl indeholder blandt andet en udmøntning af trepartsmidlerne fra 2024-2026. Trepartsmidlerne udmøntes som en forbedring af grundlønstillæg til pædagoger, støttepædagoger, mellemledere, stedfortrædere mv.

Lidt mere i pension

Derudover er de to parter enige om, at der pr. 1. april 2025 oprettes en ny stillingskategori som pædagogfaglig specialist. Det skal være med til at understøtte pædagogers udviklingsmuligheder og karriereveje i praksis. 
 
Det er intentionen, at stillingen kan medvirke til at rekruttere og fastholde kompetente pædagoger i faget og sikre pædagogernes fortsatte tilknytning til de kommunale daginstitutioner, fritidstilbud og skoler.

Der er aftalt en række andre ændringer i arbejdstidsreglerne på dagområdet. Det betyder blandt andet, at der indføres en halvårsnorm. 

Med aftalen stiger alle pædagoger 0,58 pct. i pension, så de fra 1. april 2025 får 15 pct. i pension.
 
Derudover er det aftalt, at ansatte med 15 års anciennitet får yderligere 2 pct. stigning i pensionsbidraget fra 1. april 2025. Den ansatte kan vælge, at den del af pensionsbidraget som overstiger 15 pct., i stedet for indbetaling til pensionsordningen udbetales som et kontant beløb.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.