DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Over 17.000 lyntest kan ikke analyseres for coronamutationer

Lyntest kan ikke afsløre forskellige varianter af virus. Det er et problem for overvågningen, siger SSI.
8. JAN 2021 6.25
TEMA: Corona

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan den særligt smitsomme britiske coronamutation B117 blive den dominerende coronavariant i Danmark, men de mange lyntest kan give problemer med at overvåge dens spredning.

En lyntest kan opfange, om man er smittet med coronavirusset, men man kan ikke ud fra prøven efterfølgende konkludere, om der eksempelvis er tale om B117.

Det kan man til gengæld med en pcr-test, der foregår ved en podning i halsen.

Antallet af daglige lyntest har svinget meget. Onsdag blev der foretaget 17.850 lyntest, mens der den 30. december blev testet over 90.000.

I alt er 17.008 testet positive for corona i en lyntest, siden private udbydere begyndte at teste på vegne af det offentlige i december. Det er uvist, hvor mange af disse der også har fået foretaget en pcr-test.

Susan Cowan, sektionsleder hos Statens Serum Institut (SSI), påpeger, at man uanset hvad skal gå i isolation ved en positiv coronatest. Derfor er det ikke et stort problem for den enkelte borger, at man ikke kan afklare den variant, man er smittet med.

Men det er vigtigt for myndighederne og samfundet som helhed at kunne følge med i, hvordan forskellige varianter, inklusive den britiske, spreder sig.

- Man skal isolere sig, uanset om man har den ene eller anden variant. Men fordi vi er meget interesserede i at følge udviklingen, er det meget interessant for overvågningen at vide (hvilken variant, personer er smittet med, red.), siger hun.

Ikke SSI's beslutning

En lyntest foregår igennem næsen. Man får svar efter 15-30 minutter. Men med materialet fra en lyntest kan man ikke lave en såkaldt sekventering, der kan afklare virusvarianten.

- Hvis man skal det, bliver man nødt til at få taget en pcr-test, siger Susan Cowan.

Hun vil ikke opfordre til at ændre noget ude hos de private firmaer, der udbyder lyntest. Det ligger ikke hos SSI at bestemme, siger hun.

Men Susan Cowan forklarer, at det ville være gavnligt for overvågningen af virusmutationerne, hvis man alle steder havde kapacitet til både at lave en lyntest og en pcr-test.

- De sælger et produkt, der hedder en antigentest, og de gør det for at aflaste det offentlige, der i nogle tilfælde har haft svært ved at følge med.

- Men eftersom man ikke kan bruge den antigentest til at kigge efter en variant, kunne man forestille sig, at man fik lavet både en antigentest og en pcr-test i samme omgang. Men det er slet ikke noget, der er på tegnebrættet hos nogle af de firmaer, der udbyder testene, siger hun

Ritzau