
Mange interessenter - 44 i alt - har været med i arbejdet, der har ført frem til det faglige udspil for en tiårsplan for psykiatrien, som er blevet offentliggjort i dag. Og blandt de involverede er der ikke mindst opbakning til det længere tidsperspektiv, der lægges op til - på det område, der i årevis har været håndteret med kortsigtede planer, puljer og lappeløsninger. Og som alle i og omkring psykiatrien har ventet på, siden regeringen trådte til i 2019.
- Psykiatrifonden er godt tilfreds med, at oplæggets formuleringer om den utilstrækkelige og mangelfulde psykiatri, vi har i dag, er så skarpe, som de er. Klare mål, en prioritereret rækkefølge og et stålsat sigte som med kræftplanerne er vejen til en ny psykiatri, mener vi. Det er helt afgørende, at politikerne nu går samlet til værks med det indlysende mål at løfte psykiatrien til det niveau, som mennesker med psykisk sygdom, de, der er i risiko for at udvikle det, og deres familier har kaldt på i årtier, siger Psykiatrifondens formand psykiater Torsten Bjørn Jacobsen.
- Sæt mål for længere og bedre liv med psykisk sygdom. Vær lige så systematiske og ubøjelige som med kræftplanerne. Sæt ind med styrket forskning, høje ambitioner og stort mod. Vi har brug for en stærk og helt ny psykiatri, siger han.
Varige midler ønskes
Også FOA har haft folk med i følgegruppen, og herfra lyder det, at "nu skal politikerne vise, om de sidste års mange ord om et løft af psykiatrien bare er snak, eller om de er parate til at handle.” For sektorformand i FOA Torben Hollmann er det vigtigt, at der bliver tænkt på de mest udsatte patienter først:
- Der er nogle mennesker, som har det rigtig dårligt, og som oplever at blive indlagt, udskrevet og indlagt igen gang på gang. Det er uværdigt for den enkelte, at vi ikke kan give dem det rette tilbud – og for samfundet betyder de mange genindlæggelser et massivt pres på behandlingspsykiatrien. Der er gevinster hele vejen rundt ved at rette op på lige netop dette område, siger han.
- En anden udfordring, der skal løses, er de mange mennesker med flere diagnoser, som alt for ofte oplever ikke at modtage et samlet behandlingstilbud, fordi en psykisk lidelse behandles i regionen, mens et misbrug behandles i kommunen. Vi skal – også i fremtidens psykiatri – have blik for det hele menneske og sikre et samlet tilbud, som både imødekommer behandlingsbehov, misbrug og sociale forhold, siger Hollmann, der slår på, at planen bør bakkes op af varige midler til området.
Seniorordninger
Fra Danske Regioner glæder formand Stephanie Lose (V) sig over, at målet er en psykiatri, der kan sammenlignes med kræftområdets tidlige opsporing, kvalitet og sammenhæng:
- Skal psykiatrien på sigt kunne sammenlignes med succesen på kræftområdet, kræver det forpligtende kvalitetsstandarder på tværs af sektorer, for rigtig mange patienter er i kontakt med både egen læge, kommunen og psykiatrien.
Lose er også helt enig i målet om, at overdødeligheden blandt psykiatriske patienter skal ned. Bl.a. ved at skabe samlede indsatser for de allermest syge, der ofte også kæmper med misbrug og andre kroniske sygdomme.
Samtidig peger hun på rekrutteringsudfordringerne og er enig i, at der er behov for et større fokus på eksempelvis videre- og efteruddannelse af flere faggrupper og seniorordninger for ældre speciallæger for at sikre flere hænder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.