
Økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner løfter rammen for sundhed i regionerne med 2,1 mia. kr. i 2025, oplyser finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde lørdag, hvor det betegnes som "et historisk løft".
- Aftalen er markant større, end da vi stod her sidste år. Det er for mig rigtig, rigtig vigtigt, at vi giver vores sundhedsvæsen nogle bedre rammer, end vi har i dag, siger Wammen på pressemødet.
Blandt andet skal 111 mio. kr. gå til behandlingskapaciteten på kræftområdet. Pengene afsættes, efter at det er blevet afdækket, hvordan der har været lange ventetider på behandling for kræftpatienter.
Der afsættes også 600 mio. kr. i 2024 til et ekstraordinært løft af sundhedsområdet i regionerne, der presses af stigende medicinudgifter. I 2023 måtte regionerne bruge 1,4 mia. kr. mere på tilskudsmedicin, end man gjorde året før. Det er 1,1 mia. kr.. mere, end der var budgetteret med i økonomiaftalen for indeværende år.
Det indgår i aftalen, at regionernes udgifter til administration skal nedbringes med 104 mio. kr. i 2025. På anlægssiden er niveauet for de regionale anlægsudgifter samlet på 7,35 mia. kr. i 2025.
Aftalen kommer, efter at der fredag blev indgået en aftale om kommunernes økonomi. Dermed er begge ikke-statslige parters økonomi for 2025 nu fastlagt.
Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) siger på pressemødet, at han ikke mindes en så god aftale som den, der foreligger.
- Vi bliver heldigvis flere og flere danskere, vi kan flere og flere ting, og derfor er det vigtigt med en ambitiøs regering, der sætter mål for, hvad vi skal, siger han.
Aftalen sikrer, at regionerne for nuværende kan afbøde konsekvenserne af de stigende medicinpriser, siger Anders Kühnau, som kalder den en vigtig håndsrækning. Aftalen kommer, kort efter at det økonomiske råderum er blevet opjusteret med 11,25 mia. kr. frem mod 2030.
/ritzau/
Se økonomiaftalen og faktaark om samme.
Hovedelementer i økonomiaftalen:
- Den regionale driftsramme til sundhed løftes med 2,1 mia. kr. i 2025. Det er det største løft i 14 år.
- Aftalen indebærer også et ekstraordinært løft af regionernes driftsramme til sundhed i 2024 på 600 mio. kr., som skal være med til at afbøde store medicinudgifter. I 2023 måtte regionerne bruge 1,4 mia. kr. mere på tilskudsmedicin, end man gjorde året før. Det er 1,1 mia. kr. mere, end der var budgetteret med i økonomiaftalen med staten
- Aftalen indebærer også en række styringsredskaber på medicinområdet, der skal bidrage til bedre priser på medicin for borgere og regioner samt sikre et mere rationelt medicinforbrug.
- Regionerne skal selv nedbringe administrationsudgifterne med 104 mio. kr.
- 111 mio. kr. skal gå til behandlingskapaciteten på kræftområdet. Pengene afsættes, efter at det er blevet afdækket, hvordan der har været lange ventetider på behandling for kræftpatienter.
- Samlet set er niveauet for de regionale anlægsudgifter på 7,35 mia. kr. i 2025.
- I 2025 reserveres 100 mio. kr. af det aftalte løft til en etårig ulighedspulje, som fordeler midler til regioner med mindre end tre læger pr. 1.000 indbyggere, til finansiering af særlige initiativer til at forbedre lægedækningen og øvrige sundhedstilbud.
- I aftalen er der forudsat et teknologibidrag på 371 mio. kr., som skal prioriteres til øget behandlingskapacitet i regionerne.
Kilder: Finansministeriet og Ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.