Der er fundet få tilfælde af nye undervarianter af coronavarianten omikron i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en tendensrapport, der holder øje med udviklingen af covid-19 i Danmark.
Det handler om undervarianterne af omikron, der hedder BA.4, BA.5 og BA.2.12.1. De har fået international bevågenhed i denne uge. De to førstnævnte er muligvis på vej til at starte en smittebølge i Sydafrika. Og den sidstnævnte er i markant fremgang i USA.
I Danmark udgjorde omikronvarianten BA.2 i uge 17 cirka 99 procent af alle tilfælde. Det vurderes ikke, at de nye varianter, som vinder frem i Sydafrika og USA, kan udkonkurrere den dominerende variant i Danmark.
- De nye undervarianter er kun set i et meget begrænset omfang blandt de danske PCR-test og har ikke udviklet sig alarmerende, skriver SSI.
Færre testes
Fra uge 14 til uge 17 er varianten BA.2.12.1 fundet hos 50 danskere. BA.4 er fundet hos 14 danskere og BA.5 hos 2. Det understreges, at det er på baggrund af meget få undersøgte prøver, fordi færre og færre bliver PCR-testet i Danmark.
De nuværende danske data tyder ikke på, at BA.4 og BA.5 har forøget risiko for indlæggelse sammenlignet med den dominerende omikron-variant.
- SSI fortsætter med at monitorere de nye undervarianter tæt. Med det nuværende datagrundlag og sparsomme viden om smitsomhed af de nye varianter er det dog for tidligt at vurdere, hvordan smitten kommer til at udvikle sig i Sydafrika og USA i den kommende tid, siger seniorforsker fra SSI Morten Rasmussen på SSI's hjemmeside.
Tendensrapporten fra SSI viser desuden, at antallet af smittede med coronavirus i Danmark fortsætter med at falde. Det samme gør antallet af indlagte, ligesom der også registreres færre coronadødsfald.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.