
Et nyt forebyggelsesinitiativ skal sætte ind, inden børn og unge udvikler spiseforstyrrelser, som koster samfundet mange millioner i behandling. En unavngiven privat familie har doneret et større millionbeløb til at køre initiativet over de næste tre år.
Bag initiativet står foreningen Det Sociale Netværk, som blev stiftet af Poul Nyrup Rasmussen i 2009, og hvis formål er at skabe bedre forståelse for psykisk sårbarhed og være talerør for psykisk sårbare.
Foreningen vil forsøge at ændre på, at mange unge med spiseforstyrrelser får hjælp alt for sent og ofte går alene med tegnene på en spiseforstyrrelse i flere måneder og år.
Tidlig indsats
Målet med initiativet VærDig er at hjælpe unge så tidligt som muligt, så de får taget hånd om de tunge tanker og får snakket om problemerne i forhold til krop, kost og motion, inden det udvikler sig til behandlingskrævende spiseforstyrrelser.
- Vi ved, hvor altødelæggende det kan være for børn og unge at udvikle en spiseforstyrrelse. Derfor er der behov for at se på, hvordan vi får etableret en kultur, hvor man sætter tidligere ind, hvor det er okay at tale om de svære tanker, der ligger bag en spiseforstyrrelse, fortæller Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk.
Et nyt studie viser, at selv efter 22 år i behandling er en tredjedel af de deltagende kvinder stadig ikke kommet sig oven på deres bulimi og anoreksi.
Gratis rådgivning
Med VærDig vil Det Sociale Netværk tilbyde gratis og uforpligtende rådgivning til unge mellem 12 og 25 år og deres familier. Det vil både være i form af individuelle forløb, gruppeforløb og samtaler med den unge selv, pårørende og venner.
Indsatsen vil blive styret af eksperter og behandlere med mange års erfaring samt nøje udvalgte frivillige, der har fået grundig oplæring. En del af de frivillige har selv erfaringer med spiseforstyrrelser eller det at være pårørende.
VærDig oplyser også fagfolk og omsorgspersoner, der har relationer til de unge i alderen mellem 12 og 25 år, omkring risikoadfærd og tidlige tegn på spiseforstyrrelser ved oplæg og oplysningsmateriale.
VærDig dækker hele landet, men er koblet op på Det Sociale Netværks rådgivningstilbud headspace i byerne Herning, Roskilde og Odense.
En undersøgelse af 1400 børn foretaget af Børnerådet i 2016 viser, at næsten en fjerdedel af pigerne i 9. klasse har et forhold til mad, som giver dem en øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, og at det samme gælder for ni procent af drengene.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.