
Nationalt Center for Overvægt, der ligger på Aarhus Universitetshospital, har siden 2020 indsamlet og udviklet viden om overvægt samt formidlet og rådgivet om emner som behandling, forebyggelse, følgesygdomme og vægtstigmatisering.
Centret blev oprindeligt etableret for en fireårig projektperiode frem til udgangen af 2023, men videreføres nu som et fællesregionalt videncenter, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Det fremadrettede fokus bliver blandt andet på strukturelle indsatser, kommunale og regionale sundhedstilbud, medicinsk og kirurgisk behandling samt mental sundhed og trivsel.
- Vi er nået et godt stykke de første fire år, men der er lang vej endnu, og vi ser derfor frem til fortsat at kunne arbejde med, hvad der er mest effektivt og hensigtsmæssigt at gøre i forhold til denne samfunds- og sundhedsudfordring, hvor flere danskere fortsat udvikler overvægt, siger Jens Meldgaard Bruun, klinisk professor, overlæge og lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.
Midler fra regionerne
Fra 2010 til 2021 er antallet af voksne danskere med svær overvægt steget fra 13,6 til 18,5 procent, og aktuelt lever godt halvdelen af voksne danskere med overvægt, viser tal fra Sundhedsstyrelsens sundhedsprofil fra 2021. Derfor ser Jens Meldgaard Bruun et behov for et øget fokus på udvikling af virksomme tiltag på flere niveauer samtidigt.
- Vi må have fokus på strukturelle tiltag, hvor der iværksættes politikker og indsatser, der gavner folkesundheden generelt. Samtidigt skal vi fokusere på sammenhængende, individrettede indsatser, hvor vi på tværs af almen praksis, kommuner og regioner finder de løsninger, der gavner mest, for de borgere med størst behov, og for dem der ønsker hjælp. Kun ved at spille på mange heste på én gang, har vi mulighed for at vende udviklingen, siger han.
Centeret fik via Finansloven 2019 ti mio. kr. til etablering, udvikling og drift i perioden 2020-2023. Nu får centeret 7,1 mio. fra SSA-reserven 2023 til perioden 2024-2027. De resterende midler kommer fra samtlige regioner.
Det nye fællesregionale videncenter vil have en styregruppe med en repræsentant fra centeret, en repræsentant fra hver af de fem regioner, en fra henholdsvis Danske Regioner og KL samt en observatør fra Sundhedsstyrelsen.
apo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.