
I begyndelsen af august viste regionernes udgifter til medicin, der ligesom Novo-medicinen Ozempic indeholder stoffet semaglutid, sig at løbe op i 1,1 milliard kroner i år. Det er næsten dobbelt så meget som sidste år, hvor regningen lød på 642 millioner kroner.
Medicintilskudsnævnet anbefaler nu, at danskere med type 2-diabetes ikke som udgangspunkt slet ikke får tilskud til Novo Nordisk-medicinen Ozempic. Det siger formanden for nævnet til DR. Det betyder, at 87.000 patienter risikerer at miste deres tilskud, skriver mediet. Mange af patienterne bør i stedet flyttes over på billigere diabetesmedicin, anbefaler Medicintilskudsnævnet.
- Flere patienter starter direkte på den medicin, som er dyrest, i stedet for at starte på den medicin, som de faglige eksperter anbefaler på lige fod, og som er billigere, siger Palle Mark Christensen, praktiserende læge og formand for Medicintilskudsnævnet, til DR.
- Når vi anbefaler at fjerne tilskuddet, er det for at sikre, at det offentliges udgifter til medicintilskud bliver brugt mest rationelt, lyder det videre.
Danske Regioner forventer milliardudgift
Specifikt anbefaler rådet at fjerne tilskud til de såkaldte GLP-1-analoger. Det er det stof, der blandt andet markedsføres under navnet Ozempic. Sidste år var omkring 87.000 patienter i behandling med en GLP-1-analog med tilskud, skriver DR.
Behandlingen med Ozempic koster cirka 17.000 kr. om året per patient. Det billigere alternativ, de såkaldte SGLT2-hæmmere, koster cirka 5.500 kroner om året. Det oplyser Medicintilskudsnævnet til DR.
Forskningschef i Diabetesforeningen Tanja Thybo oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at hvis tilskuddet falder bort, kan det risikere at forværre behandlingen for mange med diabetes:
- 87.000 mennesker med diabetes risikerer at skulle igennem en række medicinskift for at få den rette behandling. Det kan betyde, at deres diabetes vil være mindre velbehandlet i den periode, hvor den anden medicin skal testes.
Derfor er Diabetesforeningens holdning, at man tager kampen uden at inddrage eksisterende brugere af midlet.
- Vi ser til gengæld åbent på at lægge kravet om afprøvning af forskellig medicin nedover nye patienter, skriver Tanja Thybo.
Skal i høring
Forslaget fra nævnet sendes nu i høring frem til 8. oktober. Det oplyser Lægemiddelstyrelsen. Når der er kommet høringssvar fra relevante parter, vil Medicintilskudsnævnet komme med sin endelige anbefaling. Herefter træffer Lægemiddelstyrelsen den endelige beslutning.
Medicintilskudsnævnets opgave er at rådgive Lægemiddelstyrelsen om tilskud til medicin. Ozempic er Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel. Salget i andet kvartal i år endte på 22,1 mia. kr. - knap 60 pct. mere end samme periode året før.
Midlet er godkendt og markedsført som diabetesmiddel. Men lige som Wegovy har det en slankende effekt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.