
Mange kommuner arrangerer sidste skoledag for deres afgangselever, og flere er begyndt at beslutte, at dagen skal fejres uden alkohol. Ikke mindst efter at Sundhedsstyrelsen sidste år meldte ud, at børn og unge under 18 år slet ikke bør drikke alkohol.
Senest har emnet været til behandling i Næstveds børne- og uddannelsesudvalg, men her endte et snævert flertal på fire mod tre med at beslutte, at det også fremover skal være tilladt for de unge at drikke alkohol op til max. 5 procent.
"Der er dermed alene mulighed for at drikke almindelig øl, mokai, breezer og lignende," som der står i sagsfremstillingen, der også opsummerer dilemmaerne i spørgsmålet: At baggrunden for den hidtidige praksis har været ønsket om, at sidste skoledag også skal favne den gruppe unge, der har et stærkt ønske om at indtage alkohol.
Formålet har derfor været, "at indtag af alkohol sker under voksenopsyn og under kontrollerede rammer fremfor at risikere, at en mindre gruppe elever fravælger arrangement med nul-tolerance overfor alkohol (eller forlader det tidligt) og i stedet søger andre steder i det offentlige rum, hvor alkohol, herunder alkohol over 5 %, indtages uden voksenopsyn."
Alligevel forventede udvalgsformand Lars Hoppe Søe (V) ifølge sn.dk, at der ville være opbakning til at indføre nultolerance over for alkohol fra næste år. "Jeg troede ærlig talt ikke, at der ville blive diskussion om det, men sørme om ikke et flertal så bort fra, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler, at unge under 18 år drikker alkohol," siger han til avisen.
Fede aktiviteter i stedet
Organisationen Alkohol og Samfund foreslår i en guide til grundskolerne, at man laver en fælles sidste skoledag med en masse attraktive og "fede" aktiviteter som en langs endagsfestival, men uden alkohol. Eksempler på dette findes i Faxe, Horsens og Aarhus, fremhæver organisationen.
"I Faxe har de siden 2018 afholdt alkoholfri alkoholfri sidste skoledag for kommunens afgangselever. Her starter dagen med morgenmad for eleverne på deres respektive skoler, hvorefter alle kommunens elever bliver kørt i busser ud til en festplads, som byder på alt fra bøfsandwich, kædedans og boldspil til sumobrydning og skumfest. Dagen bliver fyldt med aktiviteter, sjov og leg. Når festen er slut, bliver eleverne kørt tilbage til skolen i bus, og så skal de videre til privatfester, som forældrene har arrangeret" står der i guiden.
Faglig leder hos Alkohol og Samfund Michael Jensen siger til sn.dk, at den eneste måde at udfase alkohol er at stille noget andet i stedet, så det stadig bliver en fest, de unge ikke vil gå glip af.
Fællesskab frem for alkohol
Sidste år indførte Silkeborg Kommune for første gang alkoholforbud på sidste skoledag.
- Vi synes ikke, at det på nogen måde er kommunens opgave at lave en fest for de her unge mennesker, hvor alkohol er en del af det, forklarede Søren Kristensen (S), medlem af kommunens dagtilbuds-, skole- og familieudvalg, til TV Midtvest. Ifølge tv-stationen havde de unge dog også her planlagt private fester med alkohol om aftenen efter den officielle sidste skoledag.
Også Aarhus holdt sin første alkoholfri sidste skoledag sidste år.
- Vi vil gerne understøtte de unge i en sundere alkoholkultur, hvor det er fællesskabet og ikke alkoholen, der er i centrum. Det gør vi med en alkoholfri sidste skoledag. Som ung skal man ikke føle sig udenfor eller fravælge sociale arrangementer, fordi man ikke har lyst til at drikke, sagde Thomas Medom (SF), rådmand for børn og unge, dengang i en pressemeddelelse.
Også i Herning Kommune bliver sidste skoledag for 9. klasserne i år uden alkohol, men som en lukket festival med musik, spil og sport, skriver Herning Folkeblad.
I 2021 viste en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, at 54 pct. af de 15-25-årige mente, at alkoholforbruget blandt danske unge er for højt, og lige så mange havde oplevet, at venner havde forsøgt at presse dem til at drikke alkohol, selv om de havde sagt nej tak. Knap halvdelen mente, at det kan være svært at være del af et socialt fællesskab med alkohol, hvis man ikke selv drikker noget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.