dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Colourbox

Næste kamp bliver om sundhedsvæsnet

ANALYSE Når lærerkonflikten en gang er afsluttet, ligger en ny og venter. De praktiserende læger og regionerne er fortsat ikke i forhandlinger
11. APR 2013 14.28

Mens KL og lærerne fylder nyhedsfladen med skænderier om arbejdstidsregler og forhandlingsetik, udspiller en anden arbejdsmarkedskonflikt sig i kulissen. Det drejer sig om forhandlingerne mellem regionernes lønnings- og takstnævn (RLTN) og de praktiserende læger (PLO), der brød sammen 8. november sidste år.

1. april udløb den nuværende overenskomstaftale, og forude kan vente endnu en konflikt med mindst lige så indgribende samfundsmæssige konsekvenser som den nuværende lockout. Yderste konsekvens kan være, at borgerne kommer til at betale for at gå til lægen, og at der må skabes et nødberedskab.

For at en reel konflikt kan fløjtes i gang, skal regionerne opsige den nuværende aftale med lægerne. Det har regionernes chefforhandler Jens Stenbæk (V) truet med at gøre siden december, men han mangler tilsyneladende stadig at få grønt lys fra Sundhedsministeren. Hun skal i så fald fremsætte en konfliktbekendtgørelse, der fastsætter taksterne for lægerne og sikrer, at patienterne kan gå få lægehjælp uden at skulle betale.

Regeringen kan dog ikke tvinge de praktiserende læger til at acceptere hverken konfliktbekendtgørelsen eller en mere permanent løsning på konflikten, fordi de driver deres praksis som selvstændige virksomheder.
Hvis lægerne afviser bekendtgørelsen, vil patienterne i første omgang skulle betale for besøg hos lægen, eller skulle benytte sig af såkaldte nødforanstaltninger. Dette scenarium kan dog tidligst udspille sig den 1. august.

Ultimative krav
Stridens kerne er, at regionerne kræver bedre muligheder for at definere lægernes opgaver, at have indflydelse på geografisk placering af og en økonomisk nulvækst i de kommende år.
Lægerne mener, at kravene har været så ultimative, at der reelt ikke har været nogen forhandling, og PLO har derfor flere gange siden efteråret appelleret til Sundhedsminister Astrid Krag (SF) om at skride ind og få genoptaget forhandlingerne.

PLO står desuden bag en storstilet kampagne under sloganet 'Bevar familielægen'. Lægernes indvendig mod regionernes forslag er, at de i takt med de senere års tidligere udskrivninger har fået flere opgaver, og at lægemanglen kan blive endnu værre, hvis man forringer vilkårene.

Danske Regioner argumenterer omvendt med en redegørelse fra rigsrevisionen, der viser en voldsom stigning i tilførslen af penge til de privatpraktiserende læger. Man mener ikke, at det er rimeligt, at lægerne ikke biddrager til den generelle effektivisering, som de senere år er rullet ind over de offentige arbejdspladser og ikke mindst på sygehusene.

Konklusionen må med andre ord være, at en afslutning på lærerkonflikten langt fra vil lukke striden om kvalitet over for effektivitet eller mildne tonen mellem offentlige arbejdsgivere og -tagere. Eller for den sags skyld bringe velfærdsstaten tilbage til hverdagen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/naeste-kamp-bliver-om-sundhedsvaesnet

GDPR