
Selv om der var rigeligt med vaccinedoser fra bl.a. Pfizer på vej til den almindelige vaccinationsordning, forlængede myndighederne kort før sommerferien den milliondyre ordning om vaccination med den skrottede Johnson & Johnson-vaccine, som færre og færre danskere har benyttet sig af.
Det er en beslutning, som kommer til at koste skatteyderne mere end 70 mio. kr., og som kun ganske få borgere får gavn af. Det viser en række dokumenter fra Region Midtjylland, som Sundhedsmonitor har fået aktindsigt i.
Da forlængelsen blev indgået 30. juni, var tilslutningen til ordningen allerede stærkt nedadgående, og der var så mange vaccinedoser fra Pfizer på vej til den almindelige vaccinationsordning, at den sidste dansker i målgruppen havde fået en invitation til denne ni dage senere.
Oprindeligt var det aftalt, at ordningen skulle løbe indtil 31. juli, men med aftalen fra 30. juni blev ordningen forlænget til også at gælde i august, hvor næsten ingen har brugt den.
Kun 243 borgere vaccineret
I de første 15 dage af august er det således kun 243 borgere, som har lagt arm til en af de skrottede vacciner i Practios centre, hvilket har kostet det offentlige 10,5 millioner kroner, viser udregninger, som Sundhedsmonitor har lavet på baggrund af materialet fra Region Midtjylland. Det giver en pris på 43.210 kroner per stik.
Dertil kommer en betaling på 23,6 mio. kroner for at afholde de lægekonsultationer, som er et krav inden, man kan få en vaccine gennem ordningen. At det koster så mange penge per stik skyldes, at meget få bruger ordningen.
Ifølge aftalen har en vaccination og en konsultation en stykpris på henholdsvis 200 og 450 kr. Samtidig har myndighederne forpligtet sig til at betale for minimum 3.500 konsultationer og 3.500 vaccinationer per dag i august, selv om kun mellem 9 og 24 danskere reelt har lagt vejen forbi et af leverandørens centre og fået et stik i første halvdel af august.
Konsekvensen er, at myndighederne lige nu betaler Practio 2.275.000 om dagen for en meget beskeden aktivitet.
Myndighederne forlængede aftalen dagen efter, at regeringen offentliggjorde, at Danmark havde købt 1,17 millioner Pfizer-vacciner af Rumænien, hvorefter der for alvor blev sat fut under indkaldelserne til det offentlige vaccinationsprogram.
EL: Stor politisk skandale
Netop timingen for forlængelsen af aftalen undrer sundhedsordfører i Enhedslisten Peder Hvelplund:
- På det tidspunkt har man godt været klar over, at der ikke var brug for tilvalgsordningen. Derfor virker det jo helt absurd, at man forlænger aftalen. Det er en stor politisk skandale, siger Peder Hvelplund, der hele tiden har været modstander af ordningen, til Sundhedsmonitor.
Også flere af de ordførere, som stod bag den såkaldte principbeslutning om at etablere en tilvalgsordning, undrer sig over, at man valgte at forlænge kontrakten på et tidspunkt, hvor efterspørgslen faldt så markant og med udsigt til rigeligt med vacciner i det offentlige program. En beslutning, som de ikke var informeret om, før Sundhedsmonitor ringer:
- Det undrer mig såre, at man vælger, at forlænge aftalen på trods af, at man på det tidspunkt er helt klar over, at det er voldsomt dyrt, siger sundhedsordfører i Det Konservative Folkeparti Per Larsen, der nu vil have sagen belyst.
Sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt stemmer i.
- Der skal være en rigtig god begrundelse for at forlænge aftalen. Hvis det ikke er nødvendigt, er der ikke brug for det, og så er det spild af penge, siger hun.
Minister: Det var uvist, hvor hurtigt indsats kunne opskalleres
I et skriftligt svar til Sundhedsmonitor forsvarer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) beslutningen om at forlænge aftalen med Practio.
- Kontraktforlængelsen kom på plads samtidig med, at det lykkedes for Danmark at købe ekstra vacciner fra Rumænien, og det var uvist, hvor hurtigt regionerne var i stand til at opskalere indsatsen med sommerferien stående for døren, siger han i mailen til Sundhedsmonitor.
- Tilvalgsordningen tjente et formål i epidemihåndteringen, og derfor blev kontrakten også forlænget, fortsætter sundhedsministeren, der kalder ordningen for "en god investering i danskernes sundhed og var én af flere årsager til, at Danmark klarer sig bedre igennem pandemien."
Aftalen med Practio udløber 31. august.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.