
- Det er først og fremmest lægernes pligt at sikre, at den behandling de giver, lever op til de mange retningslinjer og anbefalinger på området. Derudover har kommunerne et stort ansvar for at sikre, at de har de rigtige sociale tilbud til målgruppen, og ligeledes at stå for rammerne for indsatsen.
Sådan lød det torsdag fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et samråd om medicinsk behandling af børn med ADHD, efter at tal fra Sundhedsstyrelsen i august viste store geografiske forskelle på, hvor mange børn og unge der får ADHD-medicin i Danmark.
- Vi kan fra Folketingets side lave nogle nationale retningslinjer, men det er kommunerne og regionerne, der skal sørge for at føre dem ud i livet, fortsatte ministeren, og spillede dermed bolden videre til resten af den offentlige sektor.
Medicin må aldrig være førstevalg
Tal fra Sundhedsministeriet viste i august betydelige regionale forskelle på, hvor mange børn der får ADHD-medicin, men også internt i regionerne er der store forskelle. I Region Syddanmark, der ellers er en af de kommuner, som udskriver ADHD-medicin til få børn, viser tallene, at 10 ud af 1000 børn i Esbjerg Kommune får medicin, mens tallet tilsvarende er 20 ud af 1000 børn i Tønder Kommune.
Forskellene fik både KL, Børne- og Ungdoms Psykiatrisk Selskab og en lang række politikere op af stolen, herunder sundhedsudvalgsmedlem Yildiz Akdogan (S), der kaldte ministeren i samråd og bad om en redegørelse. En entydig forklaring på forskellene kunne Sophie Løhde dog ikke præsentere, men hun pegede i høj grad på forskellene i den tidlig opsporing af symptomer på ADHD, som en af forklaringerne.
- Man er nogle steder bedre til at opspore børn, der har brug for behandling. Fx i daginstitutioner og skoler, hvor kommunerne har et stort ansvar for at fange signalerne, men der kan også være forskel på hvor godt de praktiserende læger kender signalerne, og hvor ofter de henviser til yderligere udredning, forklarede ministeren, der samtidig understregede, at medicinsk behanding af ADHD aldrig må være førstevalg i behandlingen, ligesom en ADHD-diagnose ikke alene er tilstrækkeligt til at udskrive medicin.
Medicin må kun udskrives af speciallæger
ADHD-medicinen skal til gengæld altid udskrives af en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, præciserede ministeren, og i tilfælde af at den praktiserende læge på et tidspunkt overtager ansvaret, skal udskrivning ske i samråd med en speciallæge, der også skal lave en behandlingsplan.
Netop mangel på speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri har også været centralt i debatten om de regionale forskelle, hvorfor ministeren også var bedt om at redegøre for, om der var en sammenhæng mellem lokal lægemangel og medicinudskrivning.
Denne sammenhæng kunne ministeren imidlertid afvise med tal fra Sundhedsdatasstyrelsen, der viser, at det i 95 pct. af tilfældene er en speciallæge, der har udskrevet den første recept på ADHD-medicin. Kun i 1,4 pct. af tilfældene er det en praktiserende læge, mens styrelsen ikke kan redegøre for den sidste del af udskrivningerne.
Mange gode initiativer igang
På spørgsmålet om, hvad ministeren fremadrettet vil gøre for at sikre en ensartet behandling, svarede hun, at det ikke er et ansvar, som nogen kan løfte alene, men henviste til, at regionerne på eget initiativ har indført pakkeforløb for behandling af ADHD, hvor der blandt andet er afsat tid til psykoeducation af både barn, forældre og andre relevante pårørende, ligesom der er afsat tid til en snak om medicinforbrug, herunder eventuelt en plan for ned- og aftrapning af medicinen.
Danske Regioner er derudover i en proces, hvor man ser på, hvordan pakkeforløbene kan opdateres, så de får en tættere tilknytning til de kliniske retningslinjer, herunder anvendelse af medicin. Og så er der i den netop vedtagne satspuljeafttale afsat pengene til at udvkle og implementere forløbspakker for børn unge med psykiske lidelser:
- Forløbsprogrammer har den store force, at de i modsætning til pakkeforløb har fokus på hele det tværgående samarbejde, som foregår mellem sygehuse, praktiserende læger, sociale tilbud, skoler, ungdomsuddanelser, sundhedsplejersker og PPR, med flere. Det giver rigtig god mening for børn med ADHD, hvor indsatsen netop går på tværs af sektorerne, sagde ministeren, med henvisning til, at hun ser frem til at pakkerne er klar til at blive taget i brug af kommuner og regioner:
- Det er op til kommuner og regioner at tænke på tværs og i helheder og sammenhæng. Nogle steder fungerer disse samarbejder ganske tilfredsstillende, mens der bestemt er plads til forbedringer andre steder. Det er ikke noget en pose penge fra satspuljen kan fikse med et snuptag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.