En millionbevilling på seks mio. kr. til Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark skal udbrede kendskabet til demens i sundhedssektoren. Bl.a. er ambitionen, at man gennem en målrettet indsats for de ansatte i sundhedssektoren kan blive bedre til at møde mennesker med demens.
Pengene kommer fra LB Forsikring, der tæller over 80.000 medlemmer, som er direkte involveret i sundhedsvæsenet, og de vækker stor begejstring i Demensvenligt Danmark, der med det nye, økonomiske rygstød ser frem til at udbrede arbejdet til endnu en sektor:
- Med donationen fra LB Foreningen får vi nu mulighed for at udvide vores indsats til også at omfatte sundhedssektoren. Selvom man i denne sektor ofte har flere berøringsflader med demens, så er der alligevel et stort potentiale for at blive bedre til at møde mennesker med demens, når de f.eks. skal til tandlæge, optiker, fodterapeut eller lign, siger Lone Harlev, sekretariatsleder i Demensvenligt Danmark og fortsætter:
- Som sundhedsperson kan man med små greb være med til at lette disse dagligdagsmøder, som ellers kan være udfordrende for et menneske med demens.
Bevillingen, der lyder på i alt 5.994.843 kr., løber frem til og med 2027.
Fakta om demens
- I Danmark lever 96.000 mennesker med en demenssygdom.
- Der konstateres ca. 8.500 nye tilfælde af demenssygdom i Danmark hvert år.
- I 2040 forventes antallet af personer med demens over 60 år at vokse til 125-150.000.
- De totale omkostninger ved demenssygdom i Danmark andrager mere end 20 milliarder kr. om året.
Kilde: Alzheimerforeningen
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.