
KØBENHAVN: Kvinder bliver tilbudt for lidt hjælp efter fødsel.
Det mener de syv budgetpartier på Københavns Rådhus, der over de næste fire år, har afsat penge til at sikre en bredere og mere tilgængelig fødselshjælp. Forhåbningen er, at flere kvinder undgår langvarige fysiske mén og komplikationer.
- I dag er det sådan, at hvis du får en knæoperation, så følger der masser af opfølgning og genoptræningstilbud med. Men føder du et barn, så er der stort set ingen opfølgning overhovedet eller tilbud om genoptræning efter udskrivelse fra hospitalet, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og supplerer:
- Det er på trods af, at en fødsel er en enorm fysisk kraftanstrengelse, som for mange kvinder varer mange timer og medfører forskellige fysiske komplikationer. Det kan vi ikke være bekendt.
Der er blevet afsat 5 mio. kr. over de næste fire år til et efterfødselstilbud bestående af både undersøgelse og afklarende samtale, behandling og superviseret individuel og gruppebaseret træning for kvinder, der oplever komplikationer relateret til fødsel og graviditet. Desuden åbnes der op for et supplerende online tilbud senere i år.
400 forløb
Få efterfødselstilbud i regionalt regi betyder, at en stor andel af kvinder udskrives fra hospitalet umiddelbart efter fødsel, selvom det for mange kvinder er forbundet med store fysiske gener.
- Jeg synes, det er en meget overset gruppe, som der slet ikke er nok fokus på i regionens tilbud. Nu opretter vi et nyt kommunalt tilbud. Og det er ikke en dag for tidligt. Patienterne skal ikke lades i stikken. Genoptræning og fysisk aktivitet efter fødsel understøtter heling og forebygger varige mén, ligesom fødselstræning under graviditet giver en bedre fødsel, siger Sisse Marie Welling
Forventningen er, at der skal afvikles 400 efterfødselstilbud årligt. Forløbet indfases dog over to år med 200 forløb i hhv. 2025 og 2026. Med til at realisere tilbuddet er bl.a. to fagpersoner med specialviden på området.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.