
AARHUS: Efter 16 år som øverste chef i Aarhus Kommunes afdeling for sundhed og omsorg står direktør Hosea Dutschke nu over for en fratrædelse. Det erfarer både JP Aarhus og Århus Stiftstidende fra flere kilder.
På byrådsmødet senere i dag behandler byrådet en personalesag, hvor Dutschke angiveligt er indstillet til afskedigelse. Sagen blev mandag behandlet i magistraten, som i enighed bakkede op om indstillingen videre til byrådet. Ifølge avisernes kilder er tilliden til ham væk.
Fratrædelsens kommer efter flere års uro i den aarhusianske ældrepleje.
Kongsgården og omorganiseringer
TV2-udsendelsen om bl.a. forholdene på plejehjemmet Kongsgården, hvor beboeren Else blev udsat for forrået behandling, satte gang i en større debat om forholdene. En ekstern rapport fik kommunens sundheds- og omsorgsudvalg til at kritisere den øverste ledelse, blandt andet for at have forsøgt at lukke sig om sig selv og at agere i pressen med zigzagkurs og uklarhed. Udvalget var også kritisk over for en ny organisationsstruktur, som forvaltningen havde foreslået.
Medarbejdere i forvaltningen har tidligere fortalt Århus Stiftstidende om en stærk topstyring, og en omorganisering i juni sidste år blev mødt med voldsomme protester fra medarbejderne, der udvandrede fra et samarbejdsudvalg i protest mod en ledelse, som efter deres mening ville bestemme det hele.
Hosea Dutschke kørte i to valgperioder parløb med DF-rådmanden Jette Skive. Hun forlod byrådet fra nytår, og rådmandsposten blev overtaget af Venstres Christian Budde, og nu er der altså også lagt op til udskiftning på direktørposten.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.