
Antallet af smittede og døde med coronavirus på landets plejehjem er faldet markant, siden året begyndte. I en grad, at det ikke kan skyldes andet end den danske vaccineindsats, siger professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen fra Københavns Universitet til TV2.
Da coronasmitten toppede i december, blev 467 personer konstateret smittet på plejehjemmene på én enkelt uge. Det var i uge 53. Siden er antallet faldet fra uge til uge. Omkring to måneder senere - i uge 7 - var der blot fem nye tilfælde. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
- Når faldet er så ekstremt, så er det helt klart, at det er vaccinerne, der gør deres indtog nu, siger Jan Pravsgaard Christensen til tv-kanalen.
Kun seks dødsfald i uge 7
Samme tendens ses i forhold til antallet af døde med coronavirus. I uge 53 var der 88 coronarelaterede dødsfald på plejehjem. I uge døde 7 seks personer efter at være blevet smittet.
Danmark har vaccineret mod coronavirus siden 27. december sidste år. Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det værd at bemærke, at det som regel tager nogle uger at blive alvorligt syg af en covid-19-infektion. Derfor ser vi først effekten af vaccinerne i tallene nu, siger han til TV2.
Særligt i de første uger af 2021 har der været adskillige coronarelaterede dødsfald. Det gælder alt mellem 467 og 13 registrerede dødsfald per uge. Sidste uge var første uge i år med under ti døde med coronavirus.
De seks dødsfald svarer nogenlunde til niveauet fra før, den såkaldte "anden bølge" slog igennem. Tallene viser også, at der i uge 7 blev testet færre mod coronavirus blandt plejehjemsbeboere end i de første uger af året, skriver TV2.
Samlet er omkring 40 pct. af de godt 2.300 dødsfald under coronaepidemien i Danmark sket på plejehjem.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.