- Det her er virkelig meget interessant. Det gør op med hele idéen om, at skizofreni altid er en sygdom, som man skal leve med resten af livet. Hvis det var rigtigt, så havde man ikke kunnet observere dette her.
Sådan siger seniorforsker og overlæge på Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning, Københavns Universitetshospital, Bjørn H. Ebdrup, om resultaterne i et nyt, dansk studie, som han ikke har taget del i, ifølge Videnskab.dk.
Studiet, der er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Schizophrenia Research, viser, at 30 procent af patienterne med skizofreni klarer sig uden antipsykotisk medicin efter 10 år. Vel at mærke uden at have psykose.
I psykiatrien behandles psykoser og skizofreni med antipsykotisk medicin, og har man først fundet noget medicin, som virker, og som ikke har alt for slemme bivirkninger, fortsætter man i dag med at tage medicinen i ubegrænset tid. Men måske skal lægerne fremover være bedre til at turde hjælpe folk med at holde op med medicinen igen.
- Det viser, at der faktisk er en ret stor gruppe, som kan fungere uden medicin og uden at få psykose. Så som læge skal du i hvert fald ikke udelukke, at patienterne kan holde op med at tage medicin, siger professor i psykiatri på Københavns Universitet og psykiater i Region Hovedstadens Psykiatri, Merete Nordentoft, som har været med til at lave det nye studie.
Kvindelige patienter uden misbrug klarede sig godt
I studiet har forskerne indsamlet oplysninger om 496 patienter, som fik diagnosen skizofreni, havde psykoser og startede på antipsykotisk medicin.
Det er nu 10 år siden, og forskerne har derfor indkaldt dem alle til opfølgningsinterview i år, for at finde ud af, hvordan det er gået dem. Det samme gjorde de for 5 år siden, for 8 år siden og for 9 år siden.
303 af patienterne dukkede op til opfølgning, og 30 pct. af dem er altså stort set raske uden at tage antipsykotisk medicin.
Forskerne bruger ordet, at de er i remission. Det betyder ifølge Merete Nordentoft, at de ikke længere har ret mange symptomer på skizofreni. Nogle er helt raske og mærker intet til sygdommen, andre kan måske have noget angst stadig og få meget svage psykotiske symptomer.
Især én gruppe ser ud til at have særligt stor chance for at kunne klare sig godt uden medicin. Nemlig kvinder uden misbrug med et højt funktionsniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Vi kan se, at de med højt funktionsniveau til at starte med – de som klarede sig godt, og havde et velfungerende socialt liv – det er også dem, som klarer sig uden medicin efter de 10 år, siger Merete Nordentoft.
Det var dog ikke alle, der mødte op til opfølgningsinterviewet, og derfor er studiet sandsynligvis ikke repræsentativt for alle med skizofreni, skriver Videnskab.dk.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.