Der er registreret 541 nye tilfælde af covid-19 i Danmark det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Det bekræfter ifølge lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen, Roskilde Universitet, at der lige nu er ro i epidemien.
- Det bekræfter billedet af, at vi er på et sted i epidemien, hvor der hverken er vækst eller fald. Vi har nogenlunde kontrol over den, vurderer han.
Opgørelsen dækker både over de PCR-test, der er foretaget i det offentlige, lyntest foretaget af kommunerne på landets skoler og de PCR-test og lyntest, som private virksomheder står for.
Frem til onsdag indgik kun tal for PCR-test foretaget i det offentlige i SSI's opgørelse. Det er derfor svært at sammenligne dagens tal med dem, der var for en uge eller to uger siden, siger Viggo Andreasen.
På lidt længere sigt gør det dog tallet mere brugbart, mener han:
- Vi har ændret radikalt, hvordan vi bruger test, og det er vi nødt til at have i overvågningstallene.
De 541 smittede er fundet i 193.479 prøver, hvilket svarer til, at 0,28 pct. af testene har været positive. Det tal kaldes også positivprocenten. Det er samme niveau som de foregående dage.
Høje-Taastrup, Ishøj, Brøndby, Albertslund og Vallensbæk har søndag de højeste incidenstal.
Klar til ny genåbning
Viggo Andreasen mener, at Danmark godt kan begynde at se på en yderligere genåbning.
- Men det er for tidligt at se en effekt af den sidste genåbning, for kommer der en effekt, vil det være en eksponentiel vækst. Den starter meget langsomt, og det varer to til tre uger, før vi kan se effekt af de handlinger, vi ser nu, lyder det fra lektoren.
Antallet af indlagte er steget med fire, så der søndag morgen var indlagt 217 med covid-19 på de danske hospitaler. Det ses ofte, at antallet af indlagte stiger i søndagen og mandagens opgørelse, da der ikke udskrives lige så mange i weekenden.
Der ligger 39 patienter med covid-19 på landets intensivafdelinger. Af dem er 25 tilkoblet en respirator. Lørdag var tallene 39 og 24.
Endnu en person smittet med covid-19 er afgået ved døden. I alt er 2.391 smittede døde under epidemien i Danmark.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.