
Mandagens melding fra regeringen om skærpede restriktioner i 38 kommuner med høje smittetal har skabt stor efterspørgsel efter at blive coronatestet. Det skriver tv2.dk, der har undersøgt ventetiderne på at blive testet i det såkaldte samfundsspor.
Der er eksempelvis ventetider på op til seks dage for aarhusianere, der har milde eller ingen symptomer, og som ønsker at blive testet. I Odense er der op til fire dages ventetid, og i hovedstadsområdet er der tre-fire dages ventetid.
Tallene gælder ikke test af borgere, der har alvorlige symptomer på covid-19. De bliver testet gennem det såkaldte sundhedsspor.
Regeringen har en målsætning om, at 80 pct. skal have adgang til en coronatest inden for 24 timer.
Også test af tålmodighed
Professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen, Københavns Universitet, er bekymret for, at lange ventetider kan få nogle til at droppe at blive testet.
- Med ventetider på op til seks dage ved det åbne testtilbud, hvor også dem med mindre symptomer stiller sig op, risikerer de at tabe tålmodigheden. Måske tænker man "det er bare en forkølelse, der går over", og i mellemtiden tager man hjem og smitter familien, og så får man ikke slået virusset ned, siger han til TV2.
De nære kontakter til smittede kommer hurtigere frem i testkøen. Her er ventetiden over to dage i hovedstadsområdet og Aarhus, mens Odense som den eneste af de hårdt ramte kommuner ikke har ventetid.
Mandag slog TestCenter Danmark dørene op til et nyt testcenter i Aarhus. Det skal øge den samlede testkapacitet, som ved årsskiftet ventes at være oppe på 95.000 analyser om dagen.
I løbet af januar skal kapaciteten vokse yderligere til 115.000 analyser om dagen, oplyser Statens Serum Institut.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.