
LÆSØ: Det kan blive et problem, når mange sosuansatte i kommunerne går på pension, mens der samtidig bliver flere ældre og plejetrængende i Danmark. Andelen af sosuer i kommunerne, der er 60 år eller ældre, er mere end fordoblet siden 2010, viser en Momentum undersøgelse.
Fagforbundet FOA har nu undersøgt, hvilke kommuner der får sværest ved at rekruttere nye sosuer. Hvis kommunerne skal vedligeholde velfærden, er det nødvendigt at rekruttere 40.000 nye sosuansatte, skriver FOA selv.
- Både kommuner, regioner, regeringen og vi er meget bevidste om den store udfordring, vi har med at rekruttere flere folk på social og sundhedsområdet. Vi kan ganske enkelt ikke bevare velfærden i Danmark, hvis vi ikke gør en særlig indsats nu. Tøver vi, går det ud over velfærden, siger Mona Striib, formand for FOA.
Læsø, Greve, Vordingborg, Fredensborg og Skanderborg kommuner topper FOA's liste over de kommuner, der får sværest ved at rekruttere sosuer. I den anden - mere positive - ende af listen er Rødovre, Fredericia, Assens, Kerteminde og Aalborg kommuner.
Ikke en ny udfordring
Det er dog ikke en nyhed, at Læsø Kommune har svært ved at rekruttere nye sosu'er, fortæller Lone Broe Christensen (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Læsø Kommune.
- Vi har i mange år haft svært ved at rekruttere sosuer. Det er også reflekteret i vores budget, at vi er nødt til at hente mange vikarer ind. Det er en del af udfordringen, når man er en ø-kommune, siger hun.
KL har nu udarbejdet en række anbefalinger i deres nye seniorpolitik. Her er et af temaerne at styrke ledelsesfokus på erfarne medarbejdere, men der skal andet til. Hos en kommune som Læsø er det nødvendigt med økonomisk støtte.
- Vi gør meget for at værdsætte vores medarbejdere, men problemet er, at de er nedslidte. Det handler ikke om motivation, og vi har kun de mennesker, vi har. KL bør også kigge på aldersegmentet, når de forhandler udligning. Nogle kommuner er begyndt at lave særaftale om løn for at tiltrække nye sosuer, men vi kan simpelthen ikke følge med økonomisk, siger Lone Broe Christensen, der også efterspørger robotløsninger, der kan støtte de ældre sosuansatte i deres arbejdsliv, så de undgår at blive slidt ned.
Se FOA's kort over den kommende sosu-mangel og læs om metoden her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.