Danske patienter er ikke tilstrækkeligt beskyttet mod sjuskede og dårlige læger, sygeplejersker og kiropraktorer, skriver Jyllands-Posten. Ingen central myndighed har et samlet overblik over, hvilke sundhedspersoner der har mange erstatningssager, disciplinærsager og andre klagesager.
Det kritiserer Kræftens Bekæmpelse, som ønsker både erstatnings- og klageafgørelser samlet i et centralt register hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Vi kan ikke have et system, der beskytter de patient-usikre læger, siger Kræftens Bekæmpelses direktør Leif Vestergaard Pedersen til avisen.
På sygehusene i Viborg og Randers har ti kvinder fået tilkendt erstatning, fordi den samme mammografioverlæge har overset deres brystkræft, viser en gennemgang, som Jyllands-Posten har udført. Derudover har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udtalt faglig kritik af lægen i mindst fire klagesager.
Regioner må gribe ind
Styrelsen for Patientsikkerhed har desuden givet en patient medhold i en klagesag mod lægen. Men hverken sygehusene, regionen eller sundhedsmyndighederne har samlet de mange afgørelser og reageret.
Alene i sidste uge modtog Patienterstatningen ni nye erstatningssager fra kvinder, hvis brystkræft lægen mistænkes for at have overset.
Ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) giver den alvorlige sag fra Viborg anledning til at overveje ændringer.
- Men jeg forventer, at regionerne bliver bedre til at sammenstille de oplysninger, som de allerede råder over, og gribe ind, siger hun.
Patienterstatningen og Lægeforeningen advarer mod at blande erstatnings- og disciplinærsystemet sammen.
Den pågældende læge opsagde selv sin sin stilling på Regionshospitalet i Viborg med virkning fra 31. juli og fratrådte straks, skriver Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.