
Trods akut lægemangel tager det 28 måneder, fra en ikke-EU-læge sender sin ansøgning om dansk lægeautorisation, til Styrelsen for Patientsikkerhed åbner sagen. Det møder kritik fra Lægeforeningen og politikere. Det skriver Jyllands-Posten.
Når en læge uden EU-pas vil arbejde i Danmark, skal lægen autoriseres. Det skal sikre, at lægen lever op til en række faglige og sproglige krav.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at man i øjeblikket behandler ansøgninger fra januar 2019. Styrelsen er underlagt Sundhedsministeriet, og her erkender man, at behandlingstiden "selvfølgelig ikke er i orden".
Ventetiden betyder, at styrelsen i øjeblikket har 1.250 ansøgninger, som den endnu ikke er gået i gang med at behandle. Lægeforeningen er forundret over ventetiden, der også vækker harme hos De Radikale og Venstre.
150.000 mangler fast læge
Sundhedsordfører Martin Geertsen (V) kalder det problematisk, hvis systemet er så rigidt, at det skræmmer kvalificerede læger fra at søge mod Danmark. Han vil nu have sundhedsminister Magnus Heunicke til at redegøre for, hvor flaskehalsene opstår.
Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, efterspørger "flere ressourcer og et mere fleksibelt system. Det vil klæde os som land, når vi virkelig mangler læger".
Over 150.000 danskere har i år ingen fast læge. S-formand Mette Frederiksen kaldte op til folketingsvalget i 2019 – før hun blev statsminister – lægemanglen akut.
I et skriftligt svar oplyser Sundhedsministeriet, at coronakrisen har påvirket ventetiden, og at man skal have løst problemet hurtigst muligt.
mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.