dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Jens Dresling, Polfoto.

Lægeprognose på katastrofekurs

Der bliver langt imellem lægerne i fremtiden, hvis en prognose fra Yngre Læger holder stik. Uddan flere, lyder det fra læger og landdistrikter

5.500 læger. Så mange kommer Danmark til at mangle i 2035, hvis den efterspørgselsprognose, Yngre Læger har udarbejdet, kommer til at holde stik. Dermed bliver der længere ventetider og større afstande mellem lægerne i landområderne.

Prognosen fra Yngre læger er den første af sin art herhjemme og er overtaget fra en norsk model, der hos broderfolket mod nord har vist sig enormt præcis. Hidtil har Sundhedsstyrelsen nemlig kun vurderet, hvor mange læger landet får i fremtiden, og ikke hvor mange, der bliver brug for. Og forskellen på Sundhedssyrelsens fremskrivninger og Yngre Lægers prognose kan ikke dækkes ved at indhente udenlandsk arbejdskraft, lyder det fra lægeforeningen.

Det får Landdistrikternes Fællesråd til at råbe vagt i gevær. Her mener man, at det først og fremmest er på uddannelsesområdet, der skal sættes ind.

- Hvis vi ser på det i et 20-årigt perspektiv, så har man mulighed for at nå at handle og ændre på optaget, så der kan blive uddannet flere læger. Her bør man kunne nå nogle tiltag. Alt andet vil være tåbeligt, når man har så mange år at gøre med, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd til Ritzau.

Vi bør handle nu
Hos Yngre Læger har man samme opfattelse: Skynd jer at uddanne nogle flere læger, men der må ikke slækkes på uddannelseskvaliteten, lyder opfordringen.

‘Når Yngre Læger selv har påtaget sig den relativt store opgave, det er at udarbejde en efterspørgselsprognose, er det for at bevare og styrke vores medindflydelse på uddannelsen af læger i Danmark - det får vi bedst ved at vide så meget som muligt om fremtiden, herunder hvor stor efterspørgslen på læger bliver. Og samtidig selv sætte vinklen for, hvordan problemet løses bedst.' lyder det fra Yngre Læger i en pressemeddelelse.

- Vi bør handle nu, hvis vi ikke skal stå i en situation, hvor vi mangler læger til at behandle syge borgere. Ventelisterne vil vokse markant, siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, til Politiken onsdag.

Derfor ønsker Yngre Læger nu, at der optages markant flere på medicinuddannelserne, ligesom der skal uddannes flere speciallæger på hospitalerne for ikke at risikere øget ulighed i adgangen til behandling.

6.000 flere læger i 2030
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) oplyser i en skriftlig kommentar, at hun vil se på, om vi uddanner det rigtige antal læger i dag. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger ligeledes i en skriftlig kommentar til Politiken onsdag:

‘Selv om Sundhedsstyrelsens seneste prognose viser, at der vil være op mod 6.000 flere læger i 2030, kan det muligvis blive en udfordring at få læger nok i fremtiden. Vi skal derfor hele tiden have øje for, om der er den rette balance mellem efterspørgslen i sundhedsvæsnet og det antal læger, der uddannes og kommer hertil udefra, og være parate til at skrue på de relevante håndtag for at sikre, at vi også om 20 og 30 år har et stærkt sundhedsvæsen.'

Tiltræk flere udenlandske læger
Ud over at uddanne flere læger kan det på den korte bane være en løsning at tiltrække flere udenlandske læger, mener Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd. I Esbjerg Kommune lavede man for eksempel i sommer en målrettet indsats, hvor man endte med at ansætte syv læger fra blandt andet Portugal og Spanien.

- Udenlandske læger kan også være med til at udfylde nogle af hullerne, men der er det vigtigt, at man tænker sig om, og at de pågældende læger har en kulturel og sproglig forståelse, som svarer til os selv her i landet. Men det er en mulighed, som er bestemt er værd at arbejde videre med, siger han til Ritzau.

Landdistrikternes formand peger derudover på, at der kan gøres mere for at gøre det attraktivt for læger at flytte til yderområderne. Det kan blandt andet være en god idé at lave flere lægehuse, hvor flere kan dele en praksis.

Måske ikke så god en ide
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, står Danmark i en vanskelig situation de næste årtier.

Andelen af ældre vil vokse markant, mens antallet af erhvervsaktive, der via skatten skal finansiere det øgede behandlings- og plejebehov, vil falde betydeligt.

- Snævert sundhedsmæssigt betragtet vil et øget optag på medicinstudiet ikke være en dårlig idé. Men anlægger du en bredere samfundsøkonomisk betragtning, er det måske ikke en så indlysende god idé, siger han til Politiken onsdag.


I 2012 kunne lægerne håndtere 93 pct. af vores efterspørgsel på lægelig arbejdskraft. Ifølge den nye prognose vil lægerne om 20 år kun kunne håndtere 83 pct. af efterspørgslen.

Prognosen beskriver, hvorledes man kan fremskrive efterspørgslen efter lægelig arbejdskraft på baggrund af beregnede behandlingsintensiteter (antal konsultationer/behandlinger divideret med antal personer i pågældende befolkningsinterval) for almen praksis- og speciallægeområdet samt sygehusområdet, demografiske fremskrivninger og antagelser om den samfundsøkonomiske udvikling.


 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/laegeprognose-paa-katastrofekurs

GDPR