Lægemiddelstyrelsens offentlige liste over sundhedspersoners samarbejde med industrien skal skabe gennemsigtighed og styrke tilliden til sundhedsvæsenet.
Men en gennemgang foretaget af branchemediet MedWatch viser, at oplysningerne i flere tilfælde er tydeligt fejlbehæftede.
En læge er eksempelvis registreret som modtager af 6,5 kr. fra et medicinalfirma for at holde et foredrag, mens en anden har registreret sig som ejer af 200.000 aktier i Novo Nordisk til en samlet værdi af 200.000 kr.
Ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet vækker fejlene bekymring – særligt i lyset af at Lægemiddelstyrelsens seneste stikprøvekontrol viste, at halvdelen af de omfattede sundhedspersoner slet ikke havde indberettet, når de modtog økonomisk støtte.
Han forklarer i et interview til MedWatch, at det skaber problemer med gennemsigtigheden, at sundhedspersonerne ikke indberetter, og at dem, der trods alt gør det, ikke altid gør det korrekt.
- Det er jo så ærgerligt, hvis der er nogen, der udnytter det her tillidssystem. Og når vi er oppe på 50 pct., så er det mere end bare, at der er nogen, der glemmer det. Så vil jeg begynde at sige, at det er meget problematisk, understreger han.
Styrelse: Beklagelige tastefejl
Lægemiddelstyrelsen ønsker ikke at give interview om de fejl, som MedWatch har kortlagt i styrelsens transparensliste.
Styrelsen erkender dog i et skriftligt svar, at især de manglende indberetninger rejser spørgsmål om transparensen i de økonomiske bånd mellem sundhedspersoner og virksomheder. Styrelsen kalder det også selv ”problematisk for gennemsigtigheden”.
De åbenlyse tastefejl betragtes dog som et mindre problem.
”Overordnet er det vores oplevelse, at indberetningsordningen har skabt større åbenhed om samarbejdet mellem sundhedspersoner og virksomheder, hvilket var hensigten med at indføre reglerne. Det formål opfylder listen fortsat, selv om der kan være tastefejl,” skriver Lægemiddelstyrelsen til MedWatch.
”Det er beklageligt, når der opstår tastefejl, men vi ser ikke tegn på, at de er begået med overlæg,” lyder det videre.
Lægemiddelstyrelsen oplyser, at myndigheden vil overveje, om opfølgning på eksempelvis tastefejl skal indgå som en mulig aktivitet, når styrelsen planlægger kontrolindsatsen for et af de kommende år.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.