
De praktiserende læger modtager mange opkald fra danskere, der er bekymrede for AstraZeneca-vaccinen mod covid-19. Det oplyser Anders Beich, som er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, der er de praktiserende lægers lægevidenskabelige selskab.
Bekymringen skyldes, at der er rapporteret om mulige alvorlige bivirkninger i form af blodpropper og hjerneblødninger.
Herhjemme er to personer afgået ved døden, efter at de er blevet vaccineret med vaccinen. En tredje person er indlagt med symptomer på blodprop i hjernen.
Vaccinen fra AstraZeneca har været sat på pause herhjemme siden 11. marts for at afklare en mulig sammenhæng mellem vaccinen og de rapporterede tilfælde af blodpropper.
Sundhedsstyrelsen har bebudet, at man torsdag i denne uge vil melde ud om den fremtidige brug af vaccinen.
"En virkelig god forklaring"
Men myndighederne skal ikke forhaste sig, lyder det fra formanden for det lægevidenskabelige selskab.
- Det er ikke sikkert, at vi kan nå at få vidensgrundlaget på plads i løbet af den her uge. Så kan det være, at vi kan blive nødt til at forlænge pausen en lille smule, siger Anders Beich.
- Det bedste er at komme med en så solid forklaring som muligt, så vi kan få blotlagt, hvad det er for mekanismer, der er på spil - hvis det altså har noget med vaccinen at gøre. Det skal være en virkelig god forklaring, hvis vi skal have vaccinen i gang igen.
I Norge er der ligeledes rapporteret om flere dødsfald hos personer, efter at de har modtaget vaccinen.
Også her har lederen af den norske forening for almen medicin, Marte Kvittum Tangen, meldt om udbredt skepsis i befolkningen over for AstraZeneca-vaccinen.
Der er ikke påvist en sammenhæng mellem de alvorlige tilfælde af blodpropper og vaccinen. Hverken i Norge, Danmark eller andre lande.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har gentagne gange sagt, at vaccinen er sikker og effektiv, og at fordelene ved den opvejer ulemperne.
Studie viser ikke højere risiko
AstraZeneca har også selv afvist, at vaccinen giver en forøget risiko for blodpropper.
I en meddelelse mandag morgen oplyser selskabet, at en foreløbig analyse af et stort amerikansk studie fra selskabet ikke viser nogen højere risiko for blodpropper.
Studiet er foretaget i USA blandt tæt på 32.500 deltagere. Af dem har knap 21.600 fået mindst et af de to stik, vaccinen kræver. Vaccinen har ikke givet nogen anledninger til sikkerhedsbekymringer hos et uafhængigt overvågningsorgan (DSMB).
Der er også lavet en speciel gennemgang af hændelser med blodpropper med hjælp fra en uafhængig neurolog blandt de deltagere, som har fået mindst et stik med vaccinen.
- DSMB fandt ingen øget risiko for trombose (blodpropper, red.) eller hændelser karakteriseret ved trombose, skriver AstraZeneca.
I det nye studie har AstraZenecas vaccine vist en effekt på 79 pct. i at forhindre tilfælde af covid-19, hvor der udvides symptomer.
Blandt deltagere på 65 år eller over var effekten 80 pct. Da vaccinen blev taget i brug i Danmark, blev den ikke givet til den aldersgruppe, da de ikke var nok data om effekten. Det er siden blevet ændret.
I studiet har vaccinen vist sig 100 pct. effektiv i at forhindre alvorlig sygdom og indlæggelse.
To tredjedele af deltagerne i studiet har fået vaccinen, mens den sidste del fik placebo - altså en snydevaccine.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.