NORDJYLLAND: Et årligt eftersyn af de ansattes kvalifikationer, skal fremover gøre det mere sikkert at være patient på de nordjyske sygehuse. Desuden indskærpes det overfor de ansvarlige sygehusledelser, at patientklager og kritik af deres læger, bør udløse en alvorlig samtale. Ligesom alle ansættende overlæger får indskærpet, at der skal indhentes referencer ved en læges ansættelse, fortæller DR.
- I vores regionale kortlægning har vi set huller på denne praksis, som vi nu strammer op på. Det er helt tydeligt, at patientsikkerheden går forud for alt. Det, skal der ikke herske tvivl om, siger sundhedsfaglig direktør, Jens Winther Jensen.
Det er nogle af de konkrete initiativer, som den såkaldte lægesag fra Sygehus Thy-Mors har affødt. En sag, hvor Sygehus Thy-Mors er blevet kritiseret for at anvende ikke kvalificerede læger. Det førte til, at tre læger blev suspenderet fra deres daglige arbejde i Klinik Kirurgi i Thisted. To af lægerne er ikke længere ansat i Region Nordjylland.
Ansættelsesproceduren halter
- Vi har gennemgået sagen nøje, og kan nu konkludere, at der er tale om en isoleret problemstilling i Klinik Kirurgi på Sygehus Thy-Mors. Der er altså ikke grundlag for at stille spørgsmål ved den lægefaglige kvalitet og patientbehandling i hele Region Nordjylland. Vi har dog vurderet, at der generelt skal strammes op på ledelsesansvaret, siger Jens Winther Jensen til DR.
En af de sager, som regionen særligt har undersøgt, viser alvorlige mangler i ansættelsesproceduren. En tysk læge fik i februar i år arbejde på Sygehus Thy-Mors. Det skete, selvom han var kendt fra flere danske sygehuse for netop sine manglende kvalifikationer og mislykkede forsøg på uddannelse.
Efter blot tre måneders ansættelse, oplever ledelsen så store problemer med lægens faglige og adfærdsmæssige karakter, at de indkalder ham til tjenstlig samtale, der får ham til at opsige sin stilling.
Vendt hver en sten
Et forløb der ifølge regionrådsformand Ulla Astman (S) kunne og burde være undgået, hvis ledelsen havde trukket på erfaringer fra tidligere arbejdsgivere.
- Jeg skal ikke kunne sige i den konkrete situation, hvorfor man ikke har gjort det. Vi kan bare konstatere, at det ikke er sket. Det er ærgerligt og må ikke ske fremover, og det kan vi ikke understrege tydeligt nok. Hvis man ikke undersøger de læger, som man ansætter, så er det brud på de krav, som vi stiller til patientsikkerhed og kvalitet, forklarer Ulla Astman til DR.
Udover de tre læger, der har været suspenderet fra sygehuset i Thisted, er også en fjerde læge omtalt i kortlægningen. Der er tale om en læge, der arbejder indenfor psykiatrien, og som ledelsen nu forsøger at finde nye opgaver til.
- Lægen har psykiatriledelsen haft fokus på i nogen tid - altså før vi satte denne kortlægning i gang, og der er taget hånd om denne læge, siger Jens Winther Jensen.
Både kortlægning og redegørelse er foretaget af regionens egne folk, alligevel mener den sundhedsfaglige direktør, at man som patient kan føle sig tryg ved, at der nu ikke findes flere læger, der udfører opgaver, som de ikke magter på de nordjyske sygehuse.
- Nu har vi fået en afklaring, efter at have vendt hver en sten, for at afdække de lægefaglige kvalifikationer. Nu handler det om at udvise tillid - i særdeleshed til lægerne - og være sammen om at sikre en høj patientsikkerhed, siger sundhedsfaglig direktør, Jens Winther Jensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.